Sun Kil Moon – morsomme Hr. Suresen
47-årige Mark Kozelek er som udgangspunkt ikke nogen stor entertainer. Umiddelbart lader han ikke til at føle sig specielt bekvemt deroppe på scenen, badet i den opmærksomhed, som han gennem årene har opnået via sin sjælfulde musik, som har givet ham status som et slowcore-ikon. Og så er han en værre gnavpotte – en gnavpotte velsignet med et guddommeligt stemmebånd og en fabelagtig evne til som få at fortælle skæbnesvangre historier camoufleret som sange. Men kradser man lidt i lakken gemmer der sig faktisk en svært underholdende humorist bag det eller så tvære og alvorstunge ydre.
Denne humorist tittede frem gentagne gange under aftenens udsolgte koncert i Lille Vega, hvor Kozelek flankeret af sit tre mand høje backingband skiftevis jokede, poetiserede og vrissede sig gennem den over to timer lange seance.
Aftenens hovedperson lagde ud med et gigantisk suk, som tænkte han ’Åhhh nej for helvede. Skal jeg nu få de idioter til at klappe igen’. Humorist-Kozelek tittede dog straks frem. »Jeg er virkelig ved at være træt af, at det er skaldede midaldrende mænd, som står på forreste række. Hvor er de flotte skandinaviske piger?«, ytrede han med et tørt grin inden han greb sin spanske guitar og kastede sig ud i den flamenco-influerede intro til ’Black Kite’.
»Hvornår kommer albummet på vinyl? Jeg sværger, at jeg begår selvmord, hvis jeg får det spørgsmål igen. Sådan spørger den der type altid. De får med garanti aldrig nogensinde sex«, vrissede Kozelek småperfidt inden han fortsatte.
Koncertens krystalklare højdepunkter var selvsagt rækken af numre fra dette års usvigeligt stærke udspil ’Benji’. Navnlig i den let omarrangerede og semi-jazzede version af ’Carissa’, festdræberen ’Truck Driver’, den spirende teenage-seksualitets-beretning ’Dogs’ og de mangefacetterede, episke sangforedrag ’I Watched the Film ’The Song Remains the Same’’ og ’Richard Ramirez Died Today of Natural Causes’, hvor sidstnævnte undervejs fik en småpsykedelisk skær, og Kozelek lod de stramtantede manerer holde frikvarter. Her shinede han og bandet, så man stod der i mørket og mærkede at ståpelsen var vågnet fra sit vinterhi.
Læs anmeldelse: Sun Kil Moon ‘Benji’
Cirka halvvejs begyndte orkesteret at miste lidt momentum, og intensiteten dalede en smule i mindre vedkommende udgaver af sange som ’Ceiling Gazing’ og den for Kozelek ellers så veltitulerede ’Hey You Bastards I’m Still Here’, hvor den kørte lidt for meget på rutinen.
Slutteligt genfandt de dog lykkeligvis intensitetens smalle sti, og rundede af med maner på ’Among the Leaves’ og ’Livingstone Bramble’, så man efterfølgende forlod salen med tilfreds mine efter audiens hos morsomme Hr. Suresen.
Sun Kil Moon havde frabedt fotografer til aftenens koncert.
Læs også: Sun Kil Moon vender tilbage til Danmark til august