Cloud Nothings leverede tilbagelænet torsdagspunk

På plade udmærker Cloud Nothings sig ved et utal af gode omkvæd, som på Loppen forsvandt til fordel for velspillet garagesmadder.

Selv når han shredder allermest igennem på guitaren og råber sin ungdomsangst ud gennem mikrofonen, formår Cloud Nothings-forsanger Dylan Baldi at holde sit iskolde stener-ansigt. Med pjusket X-Games frisure, skægstubbe og brille stod han som en saltstøtte, mens han og bandet høvlede gennem deres bagkatalog af emo-præget garagepunk til publikums udelte fornøjelse.

Loppen var ikke fyldt denne torsdag aften, men dem der havde prioriteret ungdoms-punk fremfor varme hveder blev ikke skuffede over præstationen. Særligt ’Stay Useless’ fungerede som en melodisk knaldperle med sit fængende amokløbs-omkvæd, og samspillet mellem Baldi og gutterne bar præg af et hav af koncerter gennem de sidste par år. Specielt trommeslageren var i en klasse for sig og tæskede hurtigt fornyet energi ind i mikset, når Baldi var ved at fare vild i sine guitarudskejelser. Rent vokalmæssigt fremstod han både lavere og svagere end på plade, og det tog desværre lidt punch ud af specielt de nye numre, der uden deres velskrevne emo-hooks mest af alt lød som standard skatepunk.

Men Cloud Nothings hev den bestemt hjem på energien, og under de sidste tre numre fik to særdeles dedikerede fans foran scenen da også startet en vaskeægte moshpit, hvor øl og unge mennesker væltede rundt i lokalet, alt imens Dylan Baldi lignede en, der lige var stået op. En ganske fin præstation med fokus på velspillet smadder frem for fællessang.

Læs anmeldelse: Cloud Nothings ‘Here and Nowhere Else’

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Koncert. Koncert Loppen
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af