Little Dragon

Little Dragon har en skabelon, der aldrig udtømmes for potentiale. Det skyldes måske svenskernes nærmest mekaniske præcision, hvormed de afstemmer deres stramt koordinerede live-instrumenter med frontfigur Yukimis ombejlede soul-sang – altid tilføjet moderigtige genrevariationer og elektroniske elementer.

Det er ikke anderledes på deres fjerde plade: Igen bruger det kløgtige firkløver deres fejlfri sammenspil til at indkapsle et velovervejet møde mellem hjemmevante virkemidler og nytænkte sammensætninger, og igen er resultatet lækkert.

Et par ting gør de dog anderledes. I langt højere grad end på ’Ritual Union’ fra 2011 får Yukimi plads til at demonstrere alle de stemninger, hendes vanvittigt kontrollerede stemme kan fremtrylle. Den kommer særligt til sin ret på den dovent pulserende ’Mirrors’, den triste soveværelsesvise ’Cat Rider’ og det japansk-inspirerede slowjam ’Pink Cloud’, men også på de mere festappellerende produktioner, som den taktfaste førstesingle ’Klapp Klapp’ og den afslutningsvist housede ’Only One’ er stemmen endnu mere farvestrålende end hidtil.

Læs også: Little Dragon blandt de første navne til Vanguard Festival

Det andet nye, men knap så gode, er manglen på slagkraftige melodier – og egentlig også manglen på deciderede satsninger. Med andre ord: Det er let nok at læne sig tilbage og lade sig forkæle af Yukimis berusende vokal, der smyger sig ind og ud af de synth-soulede arrangementer, men det er lige så let at foretage sig alt muligt andet imens. Der er nemlig ikke en eneste opmærksomhedskrævende sprække i det perfekt polerede lydbillede, og heller ingen steder, hvor poppen udfolder sig begærligt nok til, at melodierne når at opbygge momentum. Lige så meget vellyd Little Dragon serverer, lige så lidt bider sangene sig altså fast.