Nine Inch Nails hamrede Forum i knæ

Et goldt landskab blev transformeret til et hav, som ændredes fra støvpartikler til statisk tv-støj for til slut at blive metamorfoseret til larver, der vred sig. Sådan så det ud på det stemningsfulde backdrop, som udgjorde det visuelle akkompagnement til Nine Inch Nails’ overlegne opvisning i Frederiksbergs charmeforladte betonkolos. En koncert som slog fast med ni tommer søm (ja, den ligger altså lige til højrebenet) både, hvilken betydning gruppen har haft, samt at de stadig er a force to be reckoned with som industrial-gudfædre og sværvægtere på den hårde del af rockscenen i bred almindelighed.

Som en pumpet panter var den muskuløse og sortklædte mastermind Trent Reznor tændt på at gå efter struben hos publikum. Hvilket stod klart lige fra det elektronisk-influerede åbningsnummer ‘Copy of A’, hvor han dansende i knæ gav sig fuldt ud. Det var lækkert at opleve et band, som lod musikken udgøre kommunikationen med publikum, og et anerkendende »hey« fra Reznors side var primært, hvad vi fik mellem numrene.

Læs anmeldelse: Nine Inch Nails ‘Hesitation Marks’

Det var et tændt band, som skruede 20 numre ind i en lidt over halvanden times koncert. Og hvilket eminent sæt! Frådende industrielle rockbæster i form af ‘March of the Pigs’, ‘Reptile’ og ‘Survivalism’ kontrasteredes fornemt af ambiente sager som ‘Something I Can Never Have’, hvilket gav et velfortjent pusterum til såvel band som publikum.

Midt i det hidsigt fremførte show er det vigtigt at fremhæve de musikalske finesser, som ulmede under den krasbørstige fernis. Heriblandt de groovy baslinjer i ‘All Time Low’ og bølgende synths i ‘Came Back Haunted’, som begge havde et sensuelt præg over sig, ligesom de stammeagtige trommer i ‘Eraser’ effektfuldt understregede den primale fremdrift.

Læs også: Nine Inch Nails på vores liste over de 10 essentielle konceptalbum fra 00’erne

Med det forrygende hit-hattrick ‘The Hand That Feeds’, ‘Head Like a Hole’ og ‘Closer’ blev paraderne sænket totalt hos det i momenter tilbageholdende publikum, det var jo tirsdag, og her blev der skrålet med i vilden sky, headbanget og danset med sidemanden.

I stedet for atter en velplaceret lammer til rockmusklerne fik vi den smukke ‘Hurt’ at gå hjem på. En sang, hvor Trent Reznors tæft for at komponere materiale af klassisk tilsnit er mere end evident. Hvilket Johnny Cashs velkendte cover-version for længst har cementeret.