Pixies

Sidste år overraskede My Bloody Valentine med et album-comeback efter 22 års pause, og nu er turen kommet til et andet støjende rock-koryfæ: ‘Indie Cindy’ er Pixies’ første langspiller siden ‘Trompe Le Monde’ fra 1991.

Albummet er en opsamling af de tre ep’er, gruppen har udsendt siden september, og rejser det uundgåelige spørgsmål: Har Black Francis og co. stadig berettigelse som udgivende band efter de mange års pause?

Læs også: Pixies spiller på NorthSide

‘What Goes Boom’ og ‘Jaime Bravo’ gør effektivt brug af klassiske Pixies-dyder, og ‘Greens and Blues’ anvender ligeledes den velkendte strengeleg mellem Francis’ lejrbåls-høvleri på akustisk guitar og Joey Santiagos elektriske lead-figurer. Højdepunktet er den æteriske ‘Andro Queen’ indhyllet i ekko, som understreger frontmandens format som sangskriver.

To adelsmærker er dog mærkbart fraværende: Kim Deals call and response-modspil på vokalsiden og Francis’ desperado-skrig. Bevares, sidstnævnte får vi da en demonstration af på den dynamit-antændelige ‘Blue Eyed Hexe’, men sangen er desværre omgivet af en bøvet boogie-hinde, så frontmanden snarere lyder som AC/DC’s Brian Johnson frem for sit eget yngre jeg.

Læs også: Liste: Hør Pixies’ 10 vigtigste numre

Deal forlod gruppen endegyldigt sidste år, og hendes manglende tilstedeværelse noterer man. Hun var et vitalt kontrapunkt til vildbassen Black, og hendes luftige sødme savnes – særligt på den ellers vellykkede ‘Bagboy’ og i titelnummerets b-stykker havde hun gjort lykke.

Besvarelsen på det indledende spørgsmål bliver dog et ‘ja’. Francis’ solide sangskrivning og gruppens næsten 30-årige indforståede samspil sørger for et bundniveau pænt over middel, og at forvente, at Pixies uden Kim Deal når ‘Doolittle’ske højder er at sætte baren for højt. Mindre kan heldigvis også gøre det, og ‘Indie Cindy’ vurderet på egne præmisser gør fin, omend ikke overvældende, figur.