Darkness Falls
Det kan være en hårfin balancekunst at bekende sig til et karakteristisk og gennemgående lydbillede. Ofte udspiller to scenarier sig: Enten bliver kunstneren helt opslugt i et auditivt design og glemmer melodierne, eller også forstærker det klart definerede lydbillede sangene og deres udtryk.
Darkness Falls placerer sig i førstnævnte kategori på deres andet album, omend der er ansatser til sidstnævnte. Da Josephine Philip og Ina Lindgreen debuterede for fire år siden, allierede de sig med Anders Trentemøller som producer, der havde en ikke ubetydelig aktie i udformningen af duoens stemningsfulde univers. På ‘Dance and Cry’ har de samarbejdet med Adrian Aurelius og Lasse Martinussen, men lydmæssigt fortsætter duoen, hvor de slap. Stærkt cinematiske klangfarver smurt i film noir-nuancer.
Det fremgår tydeligt af åbneren ‘Night Games’, som besidder en meditativ melankoli, hvor Philip og Lindgreen rammer plet i krydsfeltet mellem dragende stemning og en ditto melodi. Det samme gør sig gældende på titelnummeret, hvor Philips vokal står stærkt mellem smægtende effekter, den rigt orkestrerede ‘Hazy’, samt ‘Midsummer Wail’, som udmærker sig med et dreampoppet guitarriff. Det er ligeledes et forsonende træk, når Philip og Lindgreen lader deres stemmer forenes i ‘Golden Bells’, hvor harmonierne funkler som ædelt metal.
Paradoksalt er det derfor, at det stiliserede lydbillede i momenter bliver en lænke om benet på ‘Dance and Cry’, hvor de mange lag og detaljer ikke dækker for, at sangskrivningen desværre kan virke nedprioriteret.
Monotonien præger ‘Darkness Falls’ og den elektroniske arpeggio i ‘Liar’s Kiss’, ligesom de spæde ansatser til EDM i ‘My Father Told Me (He Was Wrong)’ ikke falder ud til de stilbevidste damers fordel.
Man savner, at duoens åbenlyse kærlighed til twang’ede surfguitarer udnyttes yderligere og tildeles mere plads, end tilfældet er. Ligesom en mere pågående og åbenlys skæring som ‘Hey!’ fra debuten brillerer ved sit fravær.
Darkness Falls har utvivlsomt kræset om ‘Dance and Cry’, men næste gang burde Philip og Lindgreen lade sangskrivningen diktere lydbilledet og ikke omvendt, som man fornemmer i denne ombæring.
Kort sagt:
Josephine Philip og Ina Lindgreen fortsætter med at udforske cinematiske klangfarver i et stiliseret og rigt orkestreret lydbillede. Denne gang med vægten på synths og elektroniske effekter, hvor man til trods for duoens fine vokalarbejde og sans for stemninger dog savner mere brug af twang’ede surfguitarer i de film noir-influerede sange.
Læs også: Video: Darkness Falls på besøg i Brovst Speedway Klub