Moon Duo
Universet har længe været en inspirationskilde for orkestre, som har stræbt efter at oversætte dets uendelige dimensioner til ditto musikalske toner. I dette tilfælde er såvel bandnavn som albumtitel en tilkendegivelse af himmelrummets mest ikoniske stjerner, for San Francisco-makkerparret Moon Duo fortsætter ufortrødent den opdagelsesrejse gennem psykedeliske og repetitive sangstrukturer, som de indledte for fem år siden med debuten ‘Mazes’.
Ganske sigende for dagsordenen bærer et af numrene titlen ‘Free the Skull’, og sandt for dyden gør guitarist/vokalist Ripley Johnson og keyboardspiller Sanae Yamada en ihærdig indsats for at nå frem til og åbne lytterens tredje øje, samt gøre sind og sanser modtagelige for duoens transcenderende ekskursioner ud i neo-psychedelia.
Farfisa-orglet ligger som en fortættet planetarisk tåge, hvori guitaren med forskellige modulationseffekter drager på solistisk fremfærd gennem lydgalaksen, garneret med effektfuld rytmisk backing. ‘Wilding’, ‘Slow Down Low’ og ‘In a Cloud’ (hvor instrumentet güiro brillerer med sin tilstedeværelse) er medrivende sager, der får åndsfæller som Black Rebel Motorcycle Club og The Brian Jonestown Massacre til at titte frem på den indre associationstavle.
Men det er dog blot den ene side af medaljonen, for Johnson og Yamada positionerer sig også indenfor stramt eksekveret krautrock. Haight-Ashbury møder Düsseldorf for nu at bringe en geografisk lignelse i spil. ‘Night Beat’ og ‘Zero’ er drevet frem af et hypnotisk beat og ildevarslende keyboardklangflader og minder således mere om et tysk industriområde end en syregrøn oase i Californien.
Humlen ved albummet er dog, at de kalejdoskopiske enkeltdele ikke helt formår at maskere, hvordan helheden momentvis lider under monotoniens træghed. Dels anvendes de samme virkemidler lidt for ofte, og dels er sangskrivningen ikke helt stærk nok til at bære det tydeligvis gennemarbejdede lydbillede.
Men hvis man føler for at kokse helt ud og inducere sindet med musik, som sværger til såvel psykedeliske trips som hypnotisk krautrock, er ‘Shadow of the Sun’ skam en sikker og anbefalelsesværdig investering. Dertil har Moon Duo helt styr på virkemidlerne.
Læs anmeldelse: Moon Duo ‘Circles’