Moon Duo

Hvis du er en af dem, der får et føl, når et band tager den én gang til for Prins Knud, er Moon Duo nok ikke din kop te. Man kan tvinge en masse usammenhængende elementer sammen og forsøge at bryde med gængse udtryk og strukturer. Eller man kan gøre som Moon Duo og gå mere enkelt til værks. De to San Francisco-borgere Erik Johnson og Sanae Yamada er til en vis grad et monotont, men sjældent kedeligt bekendtskab.

På ’Free Action’, et uhøjtidelig country-inspireret lårklask-og-fodstamp-inviterende track, bokser Yamada den samme akkord på keyboardet næsten 50 takter i træk. Heldigvis deler Johnson rundhåndet ud af skrattende guitarsoli, der af uransagelige årsager er placeret næsten uhørligt lavt i lydbilledet. Kan det blive enerverende at høre på den samme akkord i op mod 50 takter? Ja, men heldigvis er duoens andet album ikke sådan hele vejen igennem.

Selv om de to amerikanere gør sig i gentagelser, sørger de nemlig for at stille masser af detaljer til rådighed, hvis det skulle ske, at man bliver tabt i trancen. Midt i titelnummeret begynder Johnson at spille en twangy solo, der får duoen til at lyde som et kryds mellem Creedence Clearwater Revival og The Velvet Underground.

Under næste track får han sin wah-wah på, mens Yamada støder staccato på et orgel. Flere af sangenes riff kan synes for genkendelige, til tider ligefrem rudimentære, men Johnsons udtrådte effektpedaler og Yamadas alsidige figurer bevirker, at man aldrig får lyst til at træde ud af albummets gode cirkel.