Ny graffitibog fejres på Stengade
’Mens du sov’ er titlen på en ny graffitibog, der er resultat af fotograferne Anders Giversen og Simon Dokkedals unikke indblik i den hemmelighedsfulde kultur. Udgivelsen skal selvfølgelig fejres, og det bliver den hele torsdagen på Spillestedet Stengade. Fra 18-22 er der barbecue i gården med DJ Blaze og Ras Money som pladevendere, inden festen rykker indenfor med live-optrædener fra Khalazer og Okat feat. Bobotron og et solidt dj-lineup bestående af blandt andre DJ Cars10, Pladevennerne og Steen Rock.
‘Mens du sov’: Bogudgivelse + efterfest
Torsdag den 11. juni
Spillestedet Stengade
Læs mere om arrangementet på Facebook
Vice launcher nyt magasin med stort lineup
Vice er glade for at holde fester, så deres nye magasin – med titlen ’The Magic Hour Issue’ – bliver selvfølgelig saluteret med et mægtigt gilde. Stedet er Bakken i Kødbyen, og lineuppet borger for en kvalitetsbytur. Garagerockbandet Molly, der optræder på årets Roskilde Festival, giver koncert, og det samme gør sangeren Soho Rezanejad, der netop har udsendt debuttracket ’Idolatry’ og desuden har samarbejdet med Kasper Bjørke og Lust For Youth. Meget apropos dj’er medlemmerne af sidstnævnte band senere på aftenen i selskab med Brynjolfur, Courtesy og First Hate.
Vice Presents: ‘The Magic Hour Issue’
Fredag den 12. juni
Bakken
Læs mere om festen på Facebook
NorthSide efterfest
Fredag går startskuddet til årets NorthSide, og på festivalens første dag har Culture Works arrangeret afterparty i Kedlen Showroom. P3-værterne Pelle Peter og Nicholas Kawamura kigger forbi til et fælles dj-set, mens lineuppet rundes af med Bertram Zanjani og Culture Works egne pladevendere. Men husk nu først at smutte efter Grace Jones.
NorthSide afterparty
Fredag den 12. juni
Kedlen Showroom
Læs mere om festen på Facebook
Marc & Mikkel bag ny klubaften
Et af de mest aktive navne på den københavnske klubscene er dj- og producerduoen Marc & Mikkel, og for at understrege deres opskruede aktivitetsniveau søsætter de nu klubben Better Together på Culture Box. På premiereaftenen kigger amerikanske Patrice Scott forbi Black Box, hvor bagmændene selvfølgelig også optræder.
Better #1 with Patrice Scott
Fredag den 12. juni
Culture Box
Læs mere om festen på Facebook
Festaber i tete-a-tete
Hver for sig har Simon ‘Serbern’ Radosavljevic og Anders Dixen (kendt fra soloprojektet Unkwon og trioen AV AV AV) sat sit solide aftryk i hovedstadens natteliv med deres alsidige dj-sets, og fredag danner de fælles front, når sammen styrer pulten på BlueVelvet i Studiestræde til en forhåbentlig løssluppen late nighter.
Serbern & Dixen i det blå
Fredag den 12. juni
BlueVelvet
Læs mere om festen på Facebook
NorthSide fortsætter på Headquarters
Festivalen lukker jo på et tidspunkt, så Headquarters holder NorthSide-efterfester både fredag, lørdag og søndag. Musikken er varierende fra dag til dag, men umiddelbart er der masser af disco, punk og soul på programmet.
NorthSide-efterfester på Headquarters
12.-14. juni
Headquarters
Læs mere om arrangementerne på Facebook
Sommerafslutning på Ideal Bar
Sommeren står for døren, og dermed står flere gå-ud-steder foran en velfortjent sommerferie. Det er således tilfældet på Ideal Bar, der lørdag inviterer til sommerferieafslutning, hvor tre af de faste pladevendere i skikkelse af DJ Gul, Workout Crew og Alex De Large fyrer op under denne gode stemning med alt fra soul og synthpop til house og hiphop.
Ideal Bar Weekend – Sommerafslutning
Lørdag den 13. juni
Ideal Bar
Læs mere om festen HER
Venskabelig søndagsudflugt
For tredje år i træk arrangerer non profit-organisationen Søndagsvenner events på Refshaleøen. Årets første arrangement går ned på – rigtig gættet – søndag, hvor der er musik på to scener, madboder og aktiviteter for både børn og voksne. Indtil videre er store og små navne som Kenneth Bager, Ahle & Messi og Epic Vinyls From Brazil offentliggjort, men flere følger. Der er hele 19.000 mennesker tilmeldt eventen på Facebook, så der er lagt op til mere end bare en hyggelig picnic.
Søndagsvenner
Søndag den 14. juni
Refshaleøen
Læs mere om arrangementet på Facebook
Læs også: Her er 10 udødelige disco-hymner fra 70’erne