Grace Jones: Fem grunde til, at du skal se 80’er-ikonet på NorthSide

Den langbenede sangerinde, model og skuespiller tegnede et helt årtis klubscene med sin musik og banebrydende fremtræden.

Grace Jones

 

1. Hun er et stilikon

Grace Jones har altid skilt sig ud. Af flere grunde: Hendes højde, androgyne udstråling, rå seksualitet, aggressive makeup, vovede kostumer og særegne ansigtstræk, der er som trukket ud af en klippe af grønligt-sort granit.

Hun var et frisk pust (eller måske rettere: Et surt opstød) i en mainstream-popkultur, der i 80’erne mestendels var sandet til i forudsigelig pop og ufarlige MTV-videoer.

Jones forsøgte sig som filmstjerne med blandt andet roller over for Arnold Schwarzenegger i ’Conan the Destroyer’ og som Bond-babe over for Roger Moore i ’A View To A Kill’, men det var i første omgang som model hun slog igennem midt i 70’erne (blandt andet med forsider på Elle og Vogue). Efterhånden som hun fandt sin helt egen stil blev hun et decideret ikon, ikke mindst som cross-dresser: Hendes brug af mandlige stiltræk (atletisk flat top-frisure, jakkesæt, slips etc.) med firkantede, skarpt vinklede beklædningsgenstande dannede mode og inspirerede til en hel bevægelse, der blandt andet omfattede Eurythmics’ Annie Lennox, men også en række senere popkunstnere, såsom Lady Gaga og Rihanna, har med garanti skelet til hende. For ikke at tale om FKA twigs og Nicki Minaj.

Grace Jones1

 

2. Hun er en ægte rebel

Grace Jones har aldrig ladet sig styre af nogen. Hun brød som meget ung med sine dybt troende jamaicanske forældre, fordi de ikke kunne acceptere hendes storebrors karriere som dj. Hun ankom til New York og dyrkede byens berømte natklubber (hun tog nærmest bolig i ’Studio 54’ i en årrække) i en grad, så hedonisme er et fattigt ord. ’Boogie Wonderland’, indeed.

Hvad kan hun ellers skrive på cv’et? Jo, hun har hængt ud og taget syre sammen med Hells’ Angels og er berygtet for at vise sine mest intime kropsdele, så snart hun kan slippe af sted med det. Det har fået den konsekvens, at hun er forment adgang på adskillige natklubber og restaurationer samt i Disney World i Florida (!), fordi hun under en optræden dér viste sine bryster frem for de stakkels børn. Så var der også dengang hun slog den engelske tv-vært Russell Harty, fordi han vendte hende ryggen for bedre at kunne snakke med en anden af sine gæster. Eller hvad med dengang hun mødte op til en reception med franske parlamentarikere kun iført en halskæde bestående af dyreknogler… ok, ok, you get the picture!

Jones rebelimage hænger uløseligt sammen med hele hendes udstråling, stilvalg, musik og performances. Det er ikke en pr-strategi, men hendes personlighed, en livsstil. NorthSide-publikummet kan – om ikke andet – se frem til at konstatere om den nu 67-årige Jones stadig er klar på et chokerende øjeblik eller to, når hun gæster det aarhusianske. Vid dig ikke for sikker…

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Hendes musik var (også) grænsesprængende

Hvis Grace Jones ikke havde sat sig musikalske spor, ville det ikke være så interessant at beskæftige sig med hende uden for diverse mode- og livsstilssammenhænge. Men hun satte sig rent faktisk grundige spor i 80’erne med album som ’Nightclubbing’ (1981) og ’Slave to the Rhythm’ (1985). Det der gør især førstnævnte til lidt af et mesterværk, er den særegne blandingsform af genrer, det er udtryk for, som tilmed får en forbløffende, sælsom effekt i mødet med Jones’ karismatiske vokal.

Jones’ fremragende band (inklusive reggae-notabiliteter som Sly Dunbar og Robbie Shakespeare) blander new wave, funk, reggae og disco sammen til en sydende pærevælling, der er skiftevis distancerende og fremmedgørende (bare lyt til titelnummeret, et Iggy Pop-cover, der er robotagtig i sin eksekvering), og sensuelle, erotiske eller konfronterende.

Hitsinglen ’Pull Up To the Bumper’ er en unik sammenkogning af dub, postpunk og synthpop, en sang, der er lige så vild og blodig som den er uimodståelig og indbydende. Jones leverede sidenhen flere hits til samlingen (blandt andet titelsangen fra ’Slave to the Rhythm’), men hun toppede kreativt på ’Nightclubbing’, der satte nye standarder for hvordan pop kunne tage sig ud og lyde på et tidspunkt, hvor musikscenen havde brug for at elektrisk stød helt inde i hjertet af mainstream. Der går en naturlig linje fra Jones’ samarbejde med Sly & Robbie til senere acts som Massive Attack, LCD Soundsystem, Hot Chip og Todd Terje – blot for at nævne nogle stykker.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Hendes stemme er et vildt instrument

Det skal blive spændende at høre om Jones’ dramatiske stemmekraft stadig er ved fordums styrke. Hendes stemme spænder over to en halv oktav, og hun veksler i sine sange mellem at synge kontraalt og sopran. Ofte benytter hun en dyb, monoton snakke-sang-stil, som på for eksempel ’Walking in the Rain’ fra ’Nightclubbing’, men hun skifter ubesværet til en sopran-lignende, høj stemme, som på for eksempel ’Slave to the Rhythm’.

Jones har i det hele taget en Bowies fornemmelse for at indtage en rolle, når hun synger, at indgyde sine sange med karakterer – og det er derfor ikke bare hendes distinkte stil og udstråling, der former opfattelsen af hendes sange, men lige så meget hendes vokalarbejde, der er udtryk for nogle stærke, bevidste valg.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Hendes sexmetaforik er ikke for børn

Lad os tale lidt om ’Pull Up To the Bumper’… På overfladen er det en sang om parallelparkering, men kan det nu være rigtigt? En popsang om parallelparkering fra en popstjernerebel? Nej, lad os bare slå fast, at når Jones synger linjer som »pull up to my bumper, baby / in your long black limousine / pull up to my bumper, baby / drive it in between«, så er det næppe bilers smidige omgang med tæt bytrafik, hun har i tankerne.

Andetsteds kommer hun med denne anmodning, der kun forstærker indtrykket af, at hun taler mere om kød end krom:»Let me lubricate it«.

Med andre ord: Hvis man er i det humør, kan NorthSide også byde på hardcore-seksuelt ladet sangskrivning i en kind of diskret indpakning…

Læs også: S!vas inden NorthSide: Her er soundtracket til mit liv

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af