Reptile Youth stiller danseskoene på lidt diffus overgangs-ep
Da Reptile Youth bed fra sig i 2012 med singlen ’Speeddance’ kunne det mærkes i dansemusklen. Anført af forsanger Mads Damsgaards raspende vibrato inviterede duoen til tumultarisk bal med en fandenivoldskhed, der sjældent ses hos andre danske bands.
For kort tid siden gik duoen dog hvert til sit, men Damsgaard fører navnet videre med Mads Tunebjerg, Rasmus Littauer og Mads Bergland som nye allierede. Allerede på ep-åbneren ’New Age’ mærkes et skifte, for noget af den punkede energi er byttet ud med et mere nuanceret udtryk. Her bliver danseskoene stående i garderoben, når den neonsvøbte rabalderrock afløses af syrede og symfoniske intermezzoer, der tvinger tempoet mærkbart ned.
På ’New Age’ bliver reptilhjernen lagt til genopladning i en dagen derpå stemning, imens en spøgelsesagtig sfære vugger tømmermændene væk, og på titelnummeret fører et minimalt trommespor ind til Damsgaards vokal, der messer minder fra natten op med det gentagende: »If I promise to take you away / out of the city / out of the misery / give me a reason why you have to stay«. Her giver trommer og pastoralske strygere følelsen af hverken at ville party eller pudevår, men jævnfør lyrikken meget hellere flygte fra begge dele.
Men både ’Away’ og det efterfølgende ’Keep On Moving’ kan desværre ikke flygte fra at blive en anelse dresserede i deres udtryk, der dog på sidstnævnte løftes af en massiv orgelovergang, som kaster minderne tilbage til dengang Reptile Youth stadig kunne larme.
’Young Academics’ er ligeledes en kærkommen retur til bandets synthrock-rødder, men også her varierer tempoet i en sådan grad, at det efterlader et indtryk fanget i limbo mellem nattefest og dagen derpå. Samme dilemma viser sig også på den hen ved ti minutter lange udgang, ’Arab Spring Part 1 & 2’: Hvor nummerets første del lover rock og rul, vover Reptile Youth at slutte af med klassisk klaver, der både er smukt og saligt.
Det er på ingen måde fordi, at ’Away’ skal sættes i direkte kontekst til tidligere tiders udgivelser, for dette er uden tvivl en ny start for Reptile Youth, men det ville klæde Damsgaard at være mere konsekvent. Det står endnu uklart, om han vil nøjes med at danne lydspor til tømmermændene fra den højtspændte fest fra fortiden.
Læs også: Reptile Youth-frontmand efter bruddet: Tre store stemmer der har inspireret min nye lyd