Shamir uddelte kejtede krammere i Pumpehuset

Unge Shamir charmerede et fyldt Pumpehuset med sin særegne vokal og festlige unives.
Shamir uddelte kejtede krammere i Pumpehuset

Iført hvide smækbukser og synligt nervøs indtog Shamir scenen med sit tre mand store band, og efter et par mumlende fraser gik de i gang med lidt groovy, men sløve indledende øvelser. Var starten ikke helt skarp, blev koncerten dog kickstartet allerede ved aftenens tredje nummer, hvor det hektiske electrohit ’On the Regular’ blev sendt af sted til stor jubel for den godt fyldte sal.

Bandet bestod af live-trommer, synth og en korsangerinde/hypewoman, der skabte god energi, når den introverte Shamir mellem numrene var lidt for tydeligt i tvivl om, hvilket ben han skulle stå på, og hvordan han fik fyldt den akavede pause ud. Derudover havde hun på sin ene mikrofon en fed dyb effekt, der gav en god kontrast til hovedpersonens kontratenor.

Med ’Hot Mess’ som startskud trådte koncerten ind i en festlig anden halvleg, og Shamir skiftede symbolsk sin vandflaske ud med det, der må have været en tiltrængt kold øl i et saunavarmt lokale.

Musikalsk vekslede den Las Vegas-baserede kunstner mellem medrivende, synthtung disco med spøjs morfar-flow og mere afdæmpet r’n’b, hvor både hans unikke vokal og kvaliteter som sangskriver virkelig fik lov at træde i karakter.

Med ’Call It Off’ fik Shamir for alvor gulvet til at gynge, inden han efter aftenens næstsidste nummer sprang ud blandt publikum og delte krammere ud til en 20-30 københavnere, inden han med en smuk og personlig ballade sagde farvel.

Læs også: Shamir taler ud: »Jeg følte, jeg var en freak«

Shamir. Koncert. Pumpehuset.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af