»Hej, jeg er Shamir. Jeg er en 18-årig sort mand med en stemme som en 14-årig hvid pige, og efter puberteten er alle begyndt at tro, at Shamir skal staves Shamira. Jeg tænker, at jeg vel er en slags klovnfisk, for man siger, de lever halvdelen af deres liv som hankøn og den anden del som hunkøn«.
Vi er tilbage i 2013, og amerikanske Shamir Bailey har endnu ikke skabt trængsel på dansegulvet og meldt sig som Hot Chip-beslægtet feststarter for bænkevarmere. Iført én af sine neonspraglede skjorter, med lange dreadlocks samlet i en slags knold oven på hovedet og en tyrering i næsen er han i stedet i fuld gang med at udfordre sit komiske talent i en konkurrence for standup-komikere i Las Vegas. Selvironisk joker han videre, om hvordan hans feminine træk og lyse stemme ofte forvirrer folk, så de tror, at han er en pige.
»I sidste uge var jeg inde på en tankstation. Jeg hader ellers at bruge deres toiletter, fordi man altid skal spørge efter en nøgle, men jeg skulle virkelig. Jeg fik nøglen af ekspedienten, gik hen til toilettet og kunne ikke låse døren op, selv om jeg blev ved med at prøve. Jeg tænkte, hvad fuck er der galt med den her nøgle?«, vrisser hans falset, mens hans slanke hænder ivrigt gestikulerer i den Youtube-video, der stadig findes på nettet. »Jeg vendte den om og så, at der var en lille lyserød prik på den, lagde to og to sammen og gik hen og prøvede døren til dametoilettet. Den åbnede uden besvær«.
I dag, to år efter at han stod og trippede på tankstationen med en fyldt blære og et par dage senere lavede sjov med episoden på en standup-scene, har Shamir skubbet vittighederne til side til fordel for en musikkarriere i overhalingsbanen.
I juni sidste år udgav han debut-ep’en ‘Northtown’, og senere skød han hen over pophimlen med det koklokkeglade hit ‘On the Regular’. Nu er debutalbummet ‘Ratchet’ udkommet, og siden har hans charmerende og dansevenlige blanding af house, disco, funk og pop gjort ham til nørdernes nye festhåb med potentiale til at overtage tronen efter Hot Chip og LCD Soundsystem. Kritikerne elsker ham, og fanskaren inkluderer også Rookies unge chefredaktør, Tavi Gevinson, der efter at have overværet en af Shamirs koncerter tweetede: »Fatter I overhovedet, hvor heldige vi er at leve i en verden, hvor Shamir eksisterer?«.
Generelt har det seneste år budt på massiv opmærksomhed både af den beundrende, undrende og den decideret negative slags for den i dag 20-årige Shamir. En opmærksomhed som godt kan virke en smule skræmmende på ham.
»Det er super nyt for mig, og det kom meget hurtigt, så jeg har ikke rigtig haft mulighed for at forudse det«, siger han, da jeg fanger ham på telefonen, og tilføjer ikke uden irritation i stemmen. »Men jeg har nu altid vidst, at jeg er speciel, for det har folk gjort mig opmærksom på hele mit liv«.
Efterhånden kender mange den nye festcharmør godt nok til at vide, at han ikke hører hjemme på dametoilettet. Eller det er muligvis en lidt for hurtig konstatering, for spekulationer om både køn og seksualitet omgiver stadig den flamboyante og farverige skikkelse, som lakerer sine negle som Lana Del Rey, inden han barberer undercut som Miley Cyrus og kort tid efter trækker i store militærstøvler og en Nelson Mandela-t-shirt, hvis det er sådan, han vil se ud.
Shamirs stil har ingen begrænsninger, og bare ved at løsne sine lange dreadlocks demonstrerer han evner som en sand kamæleon i videoen til ‘On the Regular’. På et splitsekund skifter han udseende fra at være feminint punket med håret fæstnet på hovedet i en stram bylt, der næsten ligner en hanekam, og til et blødere men mere maskulint rastafari-look, som flagrer flippet om ørene.
Shamir låner bevidst fra begge ender af kønsspektret. For ham er både køn og seksualitet nemlig underordnet. Han ser og tænder kun på personlighed, og selv underlægger han sig heller ikke de traditionelle forestillinger om, hvad der definerer henholdsvis en mand og en kvinde. Shamir er bare Shamir, og med den mentalitet tilslutter han sig andre storhittende popkolleger som for eksempel Frank Ocean og Sam Smith, der ikke er bange for at stille sig helt frem i spotlyset, præcis som de er.
Prøvede ikke at stikke ud
Shamir Bailey blev født den 8. november 1994 i Nevada som søn af en ejendomsmæglermor og en far, der arbejder som pakkepostbud. Allerede dengang havde han svært ved at passe ind i stereotype kønskategoriseringer og hyggede sig bare med sit legetøj, som inkluderede både biler og bageovn.
Soundtracket til barndommen lidt nord for Las Vegas Strip blev leveret af en broget blanding af Outkast, Billie Holiday, Nina Simone og Janis Joplin, men også countrymusik og især Taylor Swift var en stor inspirationskilde for lille Shamir. »Mit mål var bogstaveligt talt at være hende«, har han tidligere udtalt. Countrymusikkens enkle og ærlige udtryk har fulgt ham lige siden, og senere har den også formet en stor del af udtrykket i hans egne sange.
»Det kan godt være, min musik er poppet, men mine sangtekster er på samme måde som country meget ligetil og direkte«, fortæller han om inspirationen fra den ærkeamerikanske genre.
I singlen ‘On the Regular’ beskriver han for eksempel, hvordan han allerede som ganske lille besluttede sig for, at han altid ville synge: »Ever since I was eight I was attached to the mike / Wanted a guitar before I wanted a bike«. Guitaren fik han som niårig, men han har sunget altid, og som barn var han endnu ikke bevidst om sin specielle stemme. Han sang bare, og så var det ganske enkelt »den her stemme, som kom ud«, husker han.
Han optrådte allerførste gang for et publikum ved en skoleopvisning i 2. klasse, og det var også første gang, andre gjorde ham opmærksom på, at han havde noget særligt. Som puberteten rykkede nærmere, blev det særlige dog hurtigt lidt for særligt i takt med, at hverken stemme eller udseende fulgte med.
»Det var jo meningen, at jeg skulle få mere maskuline træk, men i stedet blev de bare finere«, fortæller han. Også stemmen forblev lys, og det begyndte at blive svært for teenageren Shamir at blende ind med resten af drengegruppen, når der skulle synges kor i skolen.
»Jeg var altid rimelig ligeglad, når nogen gjorde nar af min stemme, for folk var egentlig mest bare forbløffede, men det var frustrerende, for jeg kunne jo ikke synge på nogen anden måde, og der indså jeg ligesom, at jeg måtte klare den selv«.
På jagt efter androgyne forbilleder
Også udseendemæssigt oplevede Shamir pludselig en del forvirring, som når han for eksempel trådte ind i en butik og blev mødt med et »ma’am«, eller da hans fysiklærerinde en dag trak ham til side for at høre, om han havde identitetsproblemer med sit køn, hvortil han svarede, at han da kunne trække bukserne ned, så hun selv kunne hjælpe ham med at vurdere.
»Det var underligt for mig, for det var ikke noget, jeg gik efter æstetisk«, siger han. »Jeg prøvede ikke at være anderledes, og alligevel stak jeg ud«.
I sin frustration begyndte han ihærdigt at lede efter androgyne forbilleder. David Bowie var én af de få, han fandt, men iført både makeup og stiletter var han for feminin, til at Shamir kunne identificere sig med ham. I stedet begyndte han at se op til den transseksuelle model Andreja Pejić, som før sin kønsskifteoperation sidste år hed Andrej Pejić. Shamir syntes, det var fantastisk, at »en mand kunne være så smuk«, fortæller han.
»Jeg havde aldrig set en ligesom ham, og det hjalp mig til ikke at føle mig så alene, for jeg følte jo, jeg var en freak. Det var vildt sejt at se ham bare stå ved sig selv, og det var ligesom der, bøtten vendte for mig, og jeg besluttede mig for at se det som en positiv ting«.
På det tidspunkt brugte Shamir musikken som en slags kanal for sin weirdness. Han dannede indiepop-bandet Anorexia efter at have hørt punkgruppen Vivian Girls, men bandet holdt ikke længe (du kan dog stadig finde deres glimrende ep ’Bedroom Songs’ på Bandcamp), og i stedet begyndte Shamir at optage sine egne sange og maile dem til produceren Nick Sylvester fra Godmode Music. Et af numrene var sangen ‘I’ll Never Be Able to Love’ med teksten: »I’ll start to be alone / Vert was my name / But for some reason everyone liked me / And I just can’t handle the attention I gained«.
Nick Sylvester var solgt på stedet, og siden har Shamirs unikke udtryk i høj grad været med til at bane vejen for den spirende popkarriere, der nu bliver hjulpet på vej af pladeselskabet bag blandt andre The xx, FKA Twigs og M.I.A., XL Recordings, som udgiver ‘Ratchet’.
Hits om kærlighed og akavet ungdom
Meget nærliggende for en 20-årig handler Shamirs sange primært om kærlighed og ungdom. Mere specifikt skriver han gerne om de ting, han ikke føler bliver repræsenteret tilstrækkeligt, som eksempelvis »den her akavede alder i USA mellem 18 og 21 år, hvor man egentlig er voksen men alligevel ikke rigtigt«.
»Det er en hård og forvirrende tid, for man kan ikke komme ind nogen steder, selv om man betaler sin skat og bor for sig selv«, fortæller han og uddyber, at det også er derfor, han altid forsøger at skabe en afslappet stemning af privatfest til sine koncerter, fordi unge amerikanere ellers har svært ved at finde steder, hvor de har mulighed for at feste og drikke sammen.
»Jeg har prøvet at blive smidt ud fra et spillested, fordi jeg ikke var gammel nok, og dagen efter skulle jeg selv optræde der. Det er næsten helt skizofrent«, sukker han. »Men jeg må kæmpe med det lidt endnu – indtil november hvor jeg fylder 21«.
Kærligheden, den svære af slagsen, er blandt andet repræsenteret i singlen ‘Call It Off’: »You tried to blindfold me from the pain you breathe / And you said you’d never leave / You had me blame myself, question my mental health / Like I’m the one who needed questioning«. I musikvideoen til sangen forvandler Shamir sig til en slags Muppet-udgave af sit eget androgyne jeg, og da videoen blev lagt på Youtube tilbage i april, opnåede den over én million visninger på ganske få dage.
Siden har 4.435 i skrivende stund disliket videoen, og man skal ikke lede længe i kommentarsporet for at finde udtalelser som: »Jeg forstår ikke, hvordan man kan like ham, når man ikke ved, om han er en dreng eller pige«, »hvad er hans/hendes køn?« og »som min bedstefar ville have sagt: Den dreng er en tøs«.
Hadefulde kommentarer og tonsvis af spørgsmål har siden sendt Shamir til tasterne med tweetet: »To those who keep asking, I have no gender, no sexuality, and no fucks to give«. Han klukker genert og gavtyveagtigt i den anden ende af røret, da jeg citerer ham. Tweetet er en opfordring til at fokusere på hans musik i stedet for hans køn og seksualitet.
»Der var en masse mennesker, som blev med at spørge ind til det, og det var irriterende. Folk fik det til at virke, som om de ikke rigtig kunne nyde min musik, før de kendte mit køn og min seksualitet. Jeg tweetede det for ikke at give dem den tilfredsstillelse«, forklarer han.
Andres blikke og meninger om, hvad der er rigtigt og forkert, fylder ellers ikke meget hos Shamir, og kommentarerne i cyberspace kan heller ikke slå ham ud, for som han siger, »det er jo ikke noget, jeg ikke har hørt før«.
Mere end blot musiker
Med Andrej Pejić som det store forbillede har Shamir for længst lært at omfavne sin androgynitet, men derfor er det stadig underligt for ham, når folk prøver at binde den sammen med hans musik, for »min musik er meget mere universel, og det er meningen, at den skal være for alle«, siger han.
»Jeg prøver at skrive musik, som er ægte og en del af mig. Min musik er det eneste, jeg kan tilbyde, og det er også det eneste, det er meningen, jeg skal give. Alt andet er ligesom ikke en del af det«.
Det er især budskabet om at være 100 procent ærlig og tro mod sig selv, som Shamir ønsker at få frem, når han fifler i sit kreaværksted, hvor der er plads til meget mere end musik. Selv om det efterhånden er noget tid siden, at han stod på standup-scenen i Las Vegas, er det absolut ikke et afsluttet kapitel for ham, og i fremtiden kunne han godt tænke sig at udvide sine talenter til også at indbefatte noget inden for manuskriptskrivning og mode, fortæller han.
På sin Twitter-profil titulerer Shamir allerede sig selv som både musiker, komiker, sanger, rapper, twerker, kok, skribent, filmmager, tumblr og skinny fat ass, men lige nu er det altså primært musikken, der har hans fokus. Den dag i dag er det stadig overraskende for ham, at det, han selv anså som en byrde, pludselig er blevet det, som folk opfatter som det helt unikke og positive ved ham.
»Jeg har altid følt, at jeg skulle arbejde ekstra hårdt på selve musikken og sangskrivningen, for jeg har aldrig troet, at min stemme ville holde. Det er ret sjovt, at det er én af de ting, folk lægger mærke til ved mig nu«, siger han og tilføjer: »Jeg føler lidt, det er en joke, som jeg ikke har forstået«.
Shamir spiller i Pumpehuset den 11. august. Artiklen har tidligere figureret i Soundvenue #95.
Læs anmeldelse: Shamir ‘Ratchet’