‘Straight Outta Compton’ blev en gigantisk succes, men filmen om N.W.A har ikke været helt uden kontroverser. For det første blev historien anklaget for at være misvisende, når det kom til Dr. Dres voldelige fortid, og nu er den tidligere N.W.A-manager Jerry Heller på banen med lignende anklager – og et gigantisk søgsmål.
Heller, der i filmen portrætteres af Paul Giamatti, har ifølge TMZ lagt sag an mod Dr. Dre, Ice Cube, Universal, Eazy-E’s familie og andre parter. Han mener, at filmen har stillet ham i et dårligt lys, fremstillet ham som ‘the bad guy’, og at portrætteringen af ham generelt er falsk.
Søgsmålet er på 110 millioner dollars, og Heller hævder desuden, at enkelte episoder i ‘Straight Outta Compton’ ikke stemmer overens med virkeligheden – blandt andet at manageren tilbageholdt en check til Ice Cube, og at han blev fyret af Eazy-E. Hertil kommer, at han aldrig har givet tilladelse til, at han skulle portrætteres en-til-en, og at brudstykker fra hans memoirer, ‘Ruthless’, er blevet brugt uden tilladelse.
Ud over de 110 millioner dollars vil Heller også have al overskud fra filmen.
Læs også: Hiphop-historiens 10 største beefs – og al den fantastiske rap, der kom ud af stridighederne