Pumpehuset risikerer lukning

Pumpehuset risikerer lukning
Pumpehusets Byhave, der holdt gratis arrangementer over hele sommeren. (Foto: Victor Jones/Soundvenue)

Pumpehuset er lukningstruet. Københavns Kommune har ikke bevilliget driftsstøtten for 2016, som lyder på 1,13 mio. kr., og som årligt har sikret husets eksistens.

Pumpehuset gik konkurs i 2010, men åbnede igen med nye ejere i 2011.

Kristoffer Buck Bramsen, Pumpehusets direktør, siger: »Da vi åbnede huset i 2011 tildelte man fire års kommunalt tilskud til driften herinde, og forudsætningen for at have lejekontrakten er, at Kultur- og Fritidsudvalget støtter driften. Lejekontrakten løber til og med 2016, og skal den forlænges, så skal udvalget støtte stedet«.

Siden genåbningen for fire år siden har Pumpehuset været vært for et væld af koncerter og events.

»Vi har et af de suverænt højeste aktivitetsniveauer i København. Når vi rammer januar har vi på et år lavet 250 dage med arrangementer herinde. Vi har alle fire år haft bundsolid økonomi, haft driftsoverskud, vedligeholdt bygningen og opfyldt forpligtelserne til punkt og prikke«, siger Bramsen.

Men da Pumpehuset er et honorarstøttet spillested, modtager de dermed ikke lige så mange støttekroner som de regionale spillesteder. De regionale spillesteder udpeges for en fireårig periode, og udpegningen for årene 2017-2020 er i gang nu.

»Hvis kommunen skal støtte Pumpehuset på den korte bane, altså i 2016, så er det fordi, der er en langvarig løsning fra 2017 og frem. Og det vil man afvente med, til staten har udpeget de regionale spillesteder«, siger Kristoffer Bramsen.

Hvor kritisk er det her?
»Det er så kritisk, at der skal findes en løsning på at videreføre støtteniveauet inden 1. februar. Ellers vil vi bruge 2016 på at afvikle. Man har tildelt 600.000 kr. i tilskud til afvikling af stedet, hvis der ikke kommer en løsning«.

 Hvad håber du, der sker lige nu?
»Jeg håber, at politikerne beslutter at støtte Pumpehuset med en årlig driftsbevilling på 1,13 mio. kr. de næste fem år frem«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af