Ønsker man at snage i musikernes lønningslister, kan man som regel regne med en hjælpende hånd fra Forbes Magazine. Tidligere på året fik vi nys om potentielle guldkæde-størrelser i rap-branchen, men nu er det tid til at zoome ud og medregne alle de andre musikere i manegen. Det amerikanske magasin har nemlig netop offentliggjort hvilke musikere, der har kunne tilføje flest dollars til lønkontoen i 2015 – og endnu engang er top 10’en fuld af overraskelser.
Sidste år slog Dr. Dre rekord med en indtjening på hele 620 millioner dollars, hvilket gjorde ham til den musiker nogensinde, som har tjent flest penge på et år. I år er Dre dog skubbet helt ud af top 10’en (hvilket ganske givet skyldes, at man kun kan sælge Beats by Dre til Apple for en svimlende sum penge én gang), og førstepladsen er indtaget af en konkurrent, der er helt ny på listen.
Førstepladsen går nemlig til Katy Perry, der med 135 millioner indtjente dollars i år 2015 nu kan bryste sig af at være den tredje bedst tjenende kendis i hele verden. De mange millioner har i løbet af året hobet sig op via sangerindens ‘Prismatic’-verdensturné samt en række velforhandlede endorsement-deals. Som Perry selv bemærker til Forbes: »Musikken har ændret sig. Albummet er blevet en affyringsrampe for alle mulige andre kreative grene«.
Resten af top 10’en bærer ligeledes præg af gode reklameaftaler, veleksekverede forretningsaftaler og solide billetpriser. Sidstnævnte faktor har blandt andet været med til at sikre både Fleetwood Mac og The Eagles hver deres plads i toppen, da de rutinerede bands stadig spiller for fulde huse.
Se hele listen over de bedst betalte musikere herunder.
1. Katy Perry – 135 millioner dollars
2. One Direction – 130 millioner dollars
3. Garth Brooks – 90 millioner dollars
4. Taylor Swift – 80 millioner dollars
5. The Eagles – 73.5 millioner dollars
6. Calvin Harris – 66 millioner dollars
7. Justin Timberlake – 63,5 millioner dollars
8. Diddy – 60 millioner dollars
9. Fleetwood Mac – 59,5 millioner dollars
10. Lady Gaga – 59 millioner dollars
Læs også: Årets bedste udenlandske album: Top 10-1