Cæcilie Trier aka CTM er i dag ude med videoefterfølgeren til ‘Cézanne’, der agerer billedside til udspillet ‘Escorted/The Road’. Sangen er taget fra det kommende minialbum ‘Suite For A Young Girl’ (22. jan).
Videoen skal ses i sammenhæng med ‘Cezanné’ og er ligeså instrueret af Sara Laub og Kamilla Brus. I videoen følger man fortsat en dansegruppe, der elegant snor sig og springer rundt til den eksperimenterende lydside.
Trier fortæller om den betagende video:
»Den blev optaget i en meget gammel bygning i den ældre del af København K. En gruppe piger og deres danselærer fra en lokal danseskole lavede koreografier til flere af numrene på albummet. Vi besøgte deres dansestudie og blev fuldstændig forbløffet af deres smukke bevægelser og deres forskelligheder. Alt ved dem var fortryllende«.
CTM er et soloprojekt fra Cæcilie Trier, hvis andre projekter blandt andre tæller snart albumaktuelle Choir of Young Believers. ‘Suite For A Young Girl’ efterfølger ep’en ‘Variations’ fra 2013.