Scenen er badet i neonlys, og Rihanna – iklædt hvidt i hvidt, westernbuks og maveskind – ejer den med lige dele attitude, charme og med roterende kugleleje i hofterne under aftenens Brit Awards-show.
Rihanna lagde ud ‘Anti’-tracket ‘Consideration’, der fik diskret besøg af RiRis amerikanske, hårfagre kollega SZA. Flankeret af en række dansere med skarp Rihanna-page forvandlede tonerne sig dog hurtigt til Rihannas seneste single, ‘Work’, der – ligesom på originalen – også i liveudgaven fik fornemt selskab af Drake.
Ligesom i den nye billedside til ‘Work’ var der også på scenen dømt saftige dansetrin og hed flirt mellem Rihanna og Drake – inklusiv ligeså brandvarm booty-poppin’ som i den sensuelle video. Trods alle herlighederne er det bedste tidspunkt dog nok alligevel omkring 3:48, hvor Rihanna ikke helt kan holde masken over for Drizzy og må slippe et lille grin.
Aftenens optræden var Rihannas første liveversion af ‘Work’, men måske den også oprindeligt var på menuen ved sidste uges Grammy Awards-show, hvor hun måtte melde afbud i sidste øjeblik, eftersigende grundet en omgang bronkitis. Sygdommen, der sætter sig på luftvejene, ville også forklare, hvorfor RiRi under denne optræden lige må hive lidt efter vejret i ny og næ.
Læs også: Vinderne kåret ved årets Brit Awards – se en stortudende Adele