Det er mere end et år siden, vi fik titlen på James Blakes kommende album: ‘Radio Silence’. Siden da har vi ventet spændt på nye toner fra den melankolske brites electrohånd, men trods sporadiske teasere og nyheder om projektet (der blandt andet skulle gæstes af både Kanye West og Bon Iver), skulle 2015 alligevel ikke blive året for efterfølgeren til det fremragende 2013-udspil ‘Overgrown’.
Nu er der dog endelig nyt fra Blake-lejren. I aftes gav han nemlig sig selv spilletid, da han sad bag knapperne på BBC Radio 1, til et dugfrisk track. Det nye nummer hedder ‘Modern Soul’ og går rent ind hos både de sjæleligt ømme og de soul-bevidste – med en yndefuldt intensiverende elektronisk eklekticisme af pulserende beats, klagende synthflader og sporadiske bongo-visit.
Man kunne driste sig til at håbe på, at dette endelig indikerer begyndelsen på Blakes tredje album (som formentlig stadig går under titlen ‘Radio Silence’) – og i så fald lover det ganske godt. Lyt med herunder.
Læs også: Disse 10 album skal du høre i februar – bl.a. Kanye West, Chinah og Choir of Young Believers