I sidste uges video til titeltracket fra The Last Shadow Puppets’ kommende album ‘Everything You’ve Come to Expect’ var Alex Turner og Miles Kane begravet i sand til halsen. I dag har makkerparret så sluppet en slags prequel til redeligheden i form af videoen til det dugfriske track ‘Aviation’ – og vores teori vedrørende en mislykket flirt med en dansende badenymfe var ikke helt ved siden af.
Til tonerne af den stærkt dramatiske single er scenen igen sat på den solrige strand, hvor vi denne gang følger en klassisk filmskurk, der tydeligvis fået et horn i siden på Turner og Kane. Duoen er i hvert fald bogstaveligt talt ved at grave sin egen grav, og mon de har haft et lidt for indgående forhold til føromtalte kvinde, der tilsyneladende er hustru til videoens antagonist? Bølgerne går i hvert fald højt.
The Last Shadow Puppets er på plakaten til årets Roskilde Festival. ‘Everything You’ve Come To Expect’ lander 1. april.