Hvis du skulle gå og være i tvivl om, hvorvidt du orker at lægge vejen forbi Anderson .Paaks show på årets Roskilde Festival, er du hermed landet på sagens afgørende argument. Paak har nemlig netop indtaget Fallons scene med et brag af en optræden, hvor der hverken skortes på ustyrlige dansetrin, vanvittige påfund eller heftig charme.
Den californiske funkjammende r’n’b-energibombe leverede både introen til ‘Heart Don’t Stand a Chance’ efterfulgt af ‘Come Down’, der fik fornemt selskab af T.I. Begge numre er hentet fra Paaks anden plade (og kommercielle gennembrud), ‘Malibu’, der landede tidligere på året.
Foruden at knalde igennem bag trommerne samt at udøve imponerende høje knæløft, leverede Paak (og T.I.!) også et umiddelbart nyt ‘det kan godt være, min ene fod er støbt i cement, men det skal sgu ikke holde mig fra at kaste resten af min krop i cirkler’-dansetrin.
Læs også: Se Anderson .Paak og Schoolboy Q skabe sommerstemning hos Jimmy Kimmel med ‘Am I Wrong’