Distortion: Her er seks ting, du skal opleve fredag

Vores guide til Distortion Ø og festivalens andre tilbud fredag.
Bitchslap3
Bitchslap-fest i 2015. Foto: Victor Jones/Soundvenue.

1. Distortion Ø på Langelinie Pavillonen

I over hundrede år har der været et ekko af kriblende dansesko i Langelinjes Pavilloner, og fredag bliver de bonede gulve atter udsat for en massiv omgang dans, når Distortion Ø for første gang rammer den modsatte side af kanalen fra Refshaleøen.

Bitchslap Magazine holder nemlig fest, hvor der blandt andet vil blive afholdt en regulær dansekonkurrence, som man kan tage del i, hvis formen og modet er til det. Dukkede man dog aldrig op til danselektionerne som barn, er det også helt okay at udfolde de ukorrekte, personlige trin til lyden af de eksotiske rytmer fra det stærke dj-line-up.

Paul Murphys jazz-dance har gjort ham til lidt af en legende inden for dj-verdenen, og han får følge af Ras Schack, Andreas B og Phase 5, der lukker festen af, hvorefter man kan snuppe færgen over til Distortion Ø, hvis der er mod på mere.

Distortion Ø x Langelinie Pavillon
Fredag d. 3 juni
Langelinie Pavilionen
Læs mere på Facebook

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Soundvenue-scenen til Distortion Ø

Det bliver måske et af højdepunkterne i år, hvis vi selv skal sige det. Og det skal vi jo. Soundvenue har fået æren af at hoste Bedford Truck-scenen både fredag og lørdag til Distortion Ø, hvor vi præsenterer noget af den mest interessante popmusik, der findes i øjeblikket. Fredag aften står tilfældigvis i duoens magiske tegn.

Den norske duo Smerz åbner ballet med deres skarptskårne electropop, der ikke skorter på forførende kvindevokaler og loppede beats. De får følgeskab af de to herrer fra First Hate, der ditto kan charmere gennem deres synthprægede pop, der lægger sig i den forevigt flydende slipstrøm fra Depeche Mode. Østrigske Hvob lukker aftenen af, og forvent en stærk live-oplevelse fra det melodisk stærke poppar, der starter en massiv verdenstour med denne koncert.

Distortion Ø: Bedford Truck hosted by Soundvenue
Fredag den 3 juni fra kl. 21.30
Refshaleøen
Læs mere på Facebook

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Tiga: Royal Container-scenen på Ø’en

Når hele festivalen kulminerer på Ø’en, er festen først lige ved at komme igang. Og har man også først lige fået smag for at rave igennem i menneskemylderet, er Royal Container-scenen måske et af de mest oplagte steder at indfinde sig ved solnedgangstid, når den canadiske dj og producer Tiga sætter anlæggets bundkasser i sving.

Han er kendt som manden bag Canadas første rave-party i 90’erne og har løftet tage på klubber over hele verden, men han er langt fra udbrændt. Tværtimod er han hærdet ekspert i baseldoradoer og i at tabe bomben på det der helt magiske tidspunkt.

Tiga på Distortion Ø
Fredag den 3. juni, Refshaleøen, kl. 22.00
Royal Container Area

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Yung Lean: Red Bull-scenen på Ø’en

Den svenske kultrapper tager revanche, efter at han sidste år aflyste sin koncert på Distortion i allersidste øjeblik. Måske derfor var Yung Lean dette års første offentliggørelse, og det kan vi glæde os over, for han har sit nye album ‘Warlord’ med i bagagen.

Sadboys-prædikatet er ikke ligefrem opmuntrende eller festindgydende, men det er – om man vil det eller ej – spot on i forhold til den purunge rappers tågede og sløve produktioner, selv om hans vokalflow rider pænt hurtigt over den langsomme puls. I livesammenhæng manes det kedelige navn til jorden i takt med, at publikums hænderne kaster sig op i vejret, og det skal man ikke være så ked af.

Yung Lean til Distortion Ø
Fredag den 3. juni, Refshaleøen, kl. 23.30
Red Bull Music Academy-scenen

david-rodigan-sotonight-web

 

5. Dancehall-pioneren David Rodigan

Den engelske dj er med sine 65 år nok festivalens alderspræsident og er efterhånden en så gammel herre i gamet, at den lidt affældige betegnelse disc jockey måske i virkeligheden yder ham allermest retfærdighed. Han er kendt som en af pionererne for dancehall og reggae-bølgen, som for alvor har sendt sine efterdyndinger indover det ganske land i løbet af de seneste år. Men fredag kan man opleve the real deal.

Når den erfarne radio-dj øser ud af sin enorme erfaring, er det tydeligt, at han er i en liga for sig. Alderen er ham ingen hindring, og har ikke været det på noget tidspunkt, hvilket blandt andet blev tydeligt, da han dannede fælles front sammen med blandt andre Chase & Status og vandt Red Bulls Culture Clash i 2014.

David Rodigan til Distortion Ø
Fredag den 3. juni, Refshaleøen, 00.00
Scene: The Boat hosted by Ruba’Dub Sundays & Champion Ting

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6.The Syrian National Ensemble: Global

Denne koncert rangerer nok som et af de største modstykker til resten af Distortion-infernoet, og sandsynligvis tjener det som en perfekt neddrosling ovenpå ugens strabadser på gadeplan, når det syriske orkester indtager Global. The Syrian National Ensemble præsenterer traditionel mellemøstlig musik, der er en-til-en med det, øjet ser, og så dynamisk, som øret kan høre.

Orkestret åbner Orange Scene i år sammen med Damon Albarn, men kunne man være fristet til at se de imponerende musikere udfolde sig i lidt mere intime rammer, er det her du skal slå til. Lad basarmen hvile lodret langs dit trætte korpus, og lad dig beruse af lyden og rytmerne fra de varme himmelstrøg til en alternativ Distortion-koncert, hvor boldene er kastet op i luften, men bundet op på virtuose spilleevner.

Distortion Club: The Syrian National Ensemble
Fredag den 3 kl. 22.00
Global
Læs mere på Facebook

Læs også: Distortion-diskussion: »Er gadefesten den frække lillebror, som nu har ramt en ustyrlig pubertet?«

Se hele vores dækning af Distortion HER.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af