Christian Wolkoff: »Hej Sophia! Hvordan var din onsdag – ondt i hovedet?«
Sophia Handler: »Hey Christian! Tjo, som så mange andre af Københavns årgang 1980+’ere nød jeg i hvert fald Nørrebrofestens sædvanlige mix af kebab-os, sporadisk hiphop og grænseafprøvende kiddos med deres cykelanlæg – endda i fuld sol denne gang! Det tænker jeg selvfølgelig har betydet meget for folks veloplagthed. Faktisk fik jeg overhovedet ikke hørt så meget ‘bevidst’ musik, som jeg gerne ville. Jeg spekulerer på, om det har været en generel tendens. Hvad siger du?«
CW: »For første gang i mit liv gik jeg faktisk på Nørrebro med det formål at opleve gadefesten som en musikfestival. Alkohol på et minimum, et tætpakket program (printet ud) og så masser af tålmodighed, viste det sig. For det er fanme svært at nyde gadefesten for musikken. Lyden er ofte ren mudder, bassen fra scenerne clasher sammen, og med mindre man tager en hel dag foran én scene, tager det jo 100 år at komme rundt – så mange mennesker! Hvad lavede du så?«
SH: »Hold da op, havde du også tropehjelm og sommerfuglenet med? Men ja, jagten på den gode lyd kan virkelig være en endeløs opgave. Min oplevelse var faktisk, at alting ligesom kredsede om relativt få hotspots – altså, der var for eksempel fuld sol på Nørrebrogades rapbash, mens Peblinge Dossering med sine mange elektroniske acts bogstaveligt talt lå hen i skygge. Og så synes jeg, det varede længe, før der for alvor kom gang i Dronning Louises Bro. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men jeg synes altså, folk var meget firbensagtige og chilleren«.
CW: »Haha – jeg var på safari! Og der er fandme også mange vilde dyr at se i gaderne. Men er det virkelig så primitivt, at folk bare jagter solen og bassen? Jeg var nede og se noget af Kenton Slash Demon ved Sortedams Dosseringen, og der var 200-300 mennesker til et virkelig tungt techno/house-set. Det var ligesom at være på Culture Box – altså god elektronisk fest. Men det var vildt at komme derned, når man lige havde været på Sankt Hans Torv og jeg ved ikke hvor mange tusinde mennesker, der hoppede i takt og ventede på det næste drop. Har man tabt på forhånd, hvis man stiller sig op i mod basdrops og solskin?«
SH: »Skørt! De er jo noget af et navn efterhånden. Jeg tror ikke, det siger noget videre, at de trækker den slags publikum rent størrelsesmæssigt, hvis man sammenligner med mindre, elektroniske acts, som jo netop er for små til Final Party, og som altså burde shine derude i gaderne. Og b2b-arrangementerne med bidrag fra Kulturshot, Aperion Crew osv. var ikke så meget som nær lukningstruede, når man sammenligner med Sivas’ fem-minutters-projekt. Måske er Distortion bare nået dertil, at de helt hardcore elektroniske fans gemmer krudtet til Refshaleøen og vælger gaderne fra, hvilket vel egentlig stemmer ret fint overens med festivalens eget ønske om at sælge billetter til noget decideret klubfestivals-konceptagtigt, eller hvad?«
CW: »Jeg var til Sivas… Eller jeg ventede på Sivas i omkring 50 minutter, og så fik jeg to numre. Men jeg tror, at du har ret. Det handler om, at gadefesterne har fået så meget tryk på fest, at Distortion i princippet ikke rigtigt kan gøre noget. Festivalen har klemt sig op i et hjørne, da publikum langsomt er blevet forvænt med en (gratis) fest, hvor det er hedonismen, og ikke den musikalske nysgerrighed, der styrer. Hvad synes du: Er det mærkeligt med en festival, som avler to så forskellige aspekter under én paraply?«
SH: »Hehe – er det så bare det, klubartisterne mangler: Douchebag-attitude? Eller har det noget med selve Københavns måske efterhånden lidt mere unuancerede musikimage at gøre? Jeg synes i hvert fald det er sørgeligt, at se to så massive størrelser som publikum og arrangør modarbejde hinanden på den front. Det virker mere og mere som en kopi af Roskilde Festivals skatescene, den følelse fik jeg i hvert fald lidt i går«.
CW: »Enig. Det er problematisk: Ifølge Distortion er den ‘rigtige’ festival på Refshaleøen, men spørger du publikum, vil otte ud af ti nok svare gadefesterne. Det er som om, at gadefesterne lidt har været den frække lillebror, men nu er kommet i puberteten og er helt ustyrlig. Er det simpelthen blevet for stort? Altså nu blev både Sivas og festen i Indre By lukket ned før tid, og det skete også med Suspekt på Blegdamsvej sidste år. Hvad gør de, hvis populariteten bare vokser for hvert år?«
SH: »They’ve created a monster! Altså, en folkefestival må vel nødvendigvis sno sig med folket, og folket vil tydeligvis høre hiphop. Men netop, som du siger, er selve konceptet nok lidt blevet til en siamesisk tvilling mellem musikalsk ambitionsniveau og rav-i-den. Kunne man forestille sig Ø’en og gadefesterne som adskilte størrelser i forlængelse af hinanden? Som et par gadefester efterfulgt af en decideret elektronisk endagsfestival – med de bookings og tårnhøje billetpriser, der så hører med?«
CW: »Er det ikke allerede lidt det, som er tilstanden? Det er det, der er problemet: Festivalens to entiteter står i hvert sit hjørne og laver tovtrækkeri, og jeg har svært ved at se, hvordan de skal komme tættere på hinanden med tiden – fremfor for længere væk. Har du nogle forslag?«
SH: »Jo, helt sikkert. Personligt har jeg i hvert fald også enormt svært ved at forene et åbent og undergrundsnysgerrigt elektronisk publikum med de mange lokale unge, der jager rundt og ryger deres første smøger – og så længe, det hele er så frit og gratis, vil de jo nok være der. Jeg tænker, om man kunne orientere sig endnu mere i sådan noget som – i øvrigt samtidige – Torstrasse festival i Berlin, der virkelig er gået i kødet på det helt nye klubmateriale, men som så også pendler imellem to gratis dage og så to dage med priser og indhegning.
Og bør man måske netop satse endnu mere modigt på tidsåndens supermoderne, industrielle hybrider som Easter og 18+ for at ramme en frisk nerve? Ikke at vi skal gå ind i konkrete valg af artister, selvfølgelig. Men mit indtryk er, at alt det bare tilnærmelsesvis eksperimentelle endnu en gang har været henlagt til sin egen lille niche, for eksempel på Mayhem. Nogle gange synes jeg, det er som om, hele Københavns mere musikalsk avantgardistiske potentiale hviler på skuldrene af de gutter. Og var der overhovedet nogen, der nåede helt derop?«
CW: »Ikke mig i hvert fald. Det var jo som du siger gemt lidt væk. Til gengæld var jeg hurtigt forbi trance-scenen omme bag Stengade, der var pakket… Jeg tænker tilbage på Pelle Peter, som var vært på Red Bull-scenen i går: Han bad direkte folk om at søge mod andre scener, så der ville komme lidt mere ro på, og Sivas kunne gå på. Det kan lyde kynisk, men er det måske en måde at styr på gadefesten igen? At fokusere på noget musik, som færre folk har det vildt over. Men det er svært: Programmet til gadefesterne er jo kurateret af de forskellige hosts, og med mindre Distortion tager fuld styring er der jo ingen af de enkelte værter, der vil tage dén tete. Og hvis festivalen selv tager over fjerner det jo også netop den alsidighed og det kaos, som trives i gaderne«.
SH: »Haha, good luck, Pelle! Ja, der er nok brug for et større skel mellem gade- og Ø-navne – flere af dem går jo faktisk også igen i en eller anden form. Gaden stinker af crowd-pleasing, og det i sig selv får åbenbart ikke folk til at købe armbånd. Gem guffet til Ø-dimensionen, den kan nok bedre holde til det. Og du har nok helt ret i, at der er en vis uafklarethed omkring kontrollen, men Distortion kan jo i hvert fald ikke bare fralægge sig for eksempel et sikkerhedsansvar. De har nok efterhånden nået en størrelse, hvor mere topstyring simpelthen er påkrævet, selv om det smager bittert.
CW: »Ja, Distortion er jo blevet voksen for længst. Men den der slags frisindede forælder, som giver lov til det meste. Og det er jo ikke sjovt at rende rundt med løftet pegefinger.
Nå, nu starter Vesterbro altså lige om lidt – så det er jo bare på den igen! Skal du gentage successen fra i går?
SH: »Ja, for søren, nu går der Kødby i den. Vi ses foran dj-pulten!
CW: »Jaaaaaaa, ses!
Læs også: Distortion: Her er syv ting, du skal opleve torsdag
Læs også: Distortion: Se kæmpe billedserie fra Nørrebro
Læs også: Distortion: De fem bedste ting vi så på Nørrebro – og ét antiklimaks