Distortion: De fem bedste ting vi så på Nørrebro – og ét antiklimaks

Nørrebro var et orgie af mennesker, fest, musik og øl – her er fem højdepunkter fra årets første gadefest.
Distortion: De fem bedste ting vi så på Nørrebro – og ét antiklimaks
Madi Banja (højre) og Lorentz (venstre). (Foto: Samy Khabthani/Red Bull Content Pool)

1. Lorentz og Madi Banja (plus Pelle Peter) – Red Bull Music Academy-scenen

På Red Bull Music Academy-scenen var der tidligt på eftermiddagen autotune-fest med to af Stockholms mest fremtrædende nye rappere. Madi Banja og Lorentz var som yin og yang: Banja udadvendt og hoppende rundt, mens Lorentz med en vildt 90’er-frisure og venstre hånd i taljen lignede en, der næsten var faret vild.

Makkerparrets blanding af varmblodet rap og hårdtpumpet synthpop var næsten sød – den der klassiske svenske twee-følelse ført ind i hiphop. Det var bestemt ikke fejlfrit hele vejen igennem, men det var charmerende, og så virkede det som om, at Red Bull’en endelig virkede på Lorentz, da ’Där dit vinden kommer’ kom på. Han livede i den grad op.

Hertil skal der lige et skud ud til scenens vært og hus-dj Pelle Peter, der havde mange jern i ilden: Han fodrede folket med alt fra Drake, Kendrick, Mø, Pizzagang og Kanye, men var også på mærkerne, nå stemningen blev for voldsom.

»Gå hjem til jeres mødre«, sagde han fantastisk, da der opstod håndgemæng blandt publikum. Han var feststarter og babysitter på samme tid.

2. Artigeardit – Rust

Guldbergsgade var som sædvanlig en flaskehals, og det hjalp ikke på det, at Rust diskede op med et seriøst bugnende hiphop-lineup med en lang række af scenens største talenter.

Bassen var lidt rigelig høj, men Artigeardit gjorde rigtig god figur på den lille scene med hele holdet i ryggen: Live var han mere bidsk end på debut-ep’en ’Fristelse fordærver’, og en hæs udgave af ’Forklar ma’ var et selvsagt højdepunkt, mens man generelt blev forpustet af rapperens indædte attitude. Det blev endda til et helt nyt nummer, som ifølge Ardit udkommer på fredag.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lykkelig Thomas Fleurquin på Nørrebro! Foto: Jacob Schjørring

Et billede slået op af Distortion (@cphdistortion) den

3. En crowdsurfende Thomas Fleurquin – Sankt Hans Torv

Det sker ofte, at folk crowdsurfer under Distortion. Men når man overværer Distortion-bagmanden Thomas Fleurquin sejle på et hav af mennesker på Sankt Hans Torv, mens Orgi-E pisker en stemning op på scenen med en gigantisk disco-kugle hængende over sig, så må det alligevel betegnes som et af dagens højdepunkter. Fik jeg nævnt konfettikanonerne?

4. Kenton Slash Demon – Sortedams Dosseringen

Nørrebrogade, Fælledvej, Guldbergsgade og Sankt Hans Torv var alle belagt med hiphop, bas, EDM og den slags house, der jagter droppet som en guldmine.

Der var pakket over det hele, og derfor var det næsten komisk, at der ikke var mere end 200-300 mennesker til Kenton Slash Demons set på Vi Elsker Nørrebro-scenen nede ved Sortedams Dosseringen.

Det var finurlig techno (nogle gange lige lovligt hårdt), men der var også plads til noget lidt blødere house, som man både kunne danse og hænge ud til. Pulsen fra natklubben var der dog, og jeg ville virkelig gerne se, hvad der kunne ske, hvis sådan et set blev spillet på for eksempel Sankt Hans Torv. Bassen er der jo, men droppet udebliver. Og er det så no-go på de store scener?

Distortion_Onsdag_Kasper-13-of-26-759x506
Anya på scenen foran Mellemrummet. Foto: Kasper Månsson/Soundvenue.

5. Anya – Mellemrummet i Ravnsborggade

At være til gadefest består meget i at gå frem og tilbage – gerne gennem massive menneskemænger, så transporten tager 20 gange længere tid end normalt. Der var dog lidt mere pusterum nede i Ravnsborggade, hvor non-profit caféen Mellemrummet havde opstillet en scene til live-optrædener.

Her stod Anya klar, og r’n’b-sangerinden var formentligt også den eneste Nørrebro-optrædende, der havde sin egen korsangerinde med. Her fik man blandt andet serveret den (relativt) nye ’Break Up Battle’, ballader fra debut-ep’en ’The Credit’ samt endnu uudgivne numre, som pumpede energien lidt mere i vejret.

Sivas og holdet.
Sivas og holdet på Distortion. Foto: Samy Khabthani/Red Bull Content Pool.

Et ærgerligt antiklimaks: Sivas blev afbrudt

Vi skrev allerede om det i går aftes, men her til morges føles det stadig ærgerligt, at Sivas’ Distortion-set blev afbrudt efter bare to numre. Det var politiets beslutning at lukke for strømmen, og publikums sikkerhed kommer selvfølgelig først – ingen tvivl om det. Men Sivas var det største navn på plakaten til begge årets gadefester, og man kommer derfor ikke helt uden om ordet antiklimaks, da rapperens optræden blev lukket ned efter syv-otte minutter efter at have været mere end en halv time forsinket. Det var to gode numre (‘Jaja’ og ‘Lige nu’ med Hans Philip som gæst), og det havde været fantastisk at fortsætte, hvis sikkerheden havde tilladt det.

Læs også: Distortion: Her er syv ting, du skal opleve torsdag

Læs også: Distortion: Sådan så det ud til gadefesten i Indre By efter kl. 22.00

Læs også: Distortion: Se kæmpe billedserie fra Nørrebro

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af