Anyas inderlige debut-ep er r’n’b til hashtag-generationen
Anya har ikke nationens mest voluminøse stemme, men hendes klang er ren, jordnær og frem for alt likable. En stemme, hvor skellet mellem kunstner og lytter næsten bliver vasket væk i et udtryk, som er ligetil og nemt at relatere sig til. Anya lyder som din veninde, der over søndagens tømmermænd prøver at finde hoved og hale i både weekenden og kærlighedens ungdommelige sø af nye indtryk.
Som hun også lagde vægt på i vores nylige interview, er målet at sælge musik uden at ’forfalde’ til seksuelle under-/overtoner, og der er noget ypperligt prisværdigt i Anyas mission om at fokusere på ægte følelser fremfor de hudlige eskapader, som ellers kan gennemsyre meget af r’n’b-musikkens ofte liderlige lagengymnastik.
»Det er sejere at være en kvindelig artist uden at være nøgen«, som hun siger. Og det kan man jo kun være enig i.
Anyas debut-ep er en samling bløde, omsorgsfulde og til tider forvirrede r’n’b-serenader, der som en musikalsk pudekamp rammer blidt, men derfor også lidt ufarligt i den silkebløde indpakning, der aer men aldrig kradser.
Som sidekick har hun allieret sig med Carl Barsk, der som musikalsk bagmand for Hukaos, Lord Siva og Heimdals Sidste Vogter har været en toneangivende figur i den bølge af r’n’b og blødere hiphop, som de seneste to år har strømmet ud af soveværelser og hjemmebyggede studier med stor succes.
’The Credit’ er producerens mest beherskede projekt til dato – r’n’b af den mest svævende karakter, hvor små jazzede elementer hælder mod neo-soulen, mens mere hiphop-orienterede trommer (som på ’Passion’ og ’The Storm) giver et vist form for punch, der spiller op imod Anyas vokal, der i sit eget tempo næsten rapper halvdelen af teksterne.
’Fort Knox’ handler om at tage sig sammen til at sige de tre magiske ord, ’Need To Know’ spiller på Anyas egen usikkerhed, og ’Snap Back’ om fyren, der burde lufte hovedbunden for at komme ned på jorden igen. Tre ud af de i alt seks sange, der fint indkapsler både sommerfuglene og de splittede følelser, som kærligheden har skrevet i sin dna.
Ep’en er r’n’b til hashtag-generationen: Let dechifrerbar, men med en ærlig fremtoning, der er et frisk bud på r’n’b i al sin underspillede inderlighed.
Kort sagt:
Anya har ikke nationens mest voluminøse stemme, men hendes klang er ren, jordnær og frem for alt likable, når den smyger sig om hiphoptrommer og smooth jazz med let dechifrerbare, men også ret ufarlige kærlighedsgloser. Det er r’n’b til hashtag-generationen – perfekt til søndagen, hvor man prøver at finde hoved og hale i både kærligheden og den forgangne weekend.
Læs interview: Anya vil hellere vise personlighed end hud: »Det er sejere at være en kvindelig artist uden at være nøgen«