NorthSide: Iggy Pop havde frådende appetit på livet

Nogle kunstnere anvender en båndet intro til at sætte en stemning og henlede publikums opmærksomhed mod, at nu starter showet altså lige om lidt. Andre vælter bare ind på scenen og antænder koncerten øjeblikkeligt. Det var tilfældet med Iggy Pop, som i bar kasse og uden dikkedarer satte gang i ‘No Fun’ med en krystalklar agenda om, at han var kommet for at fyre den konge af, som Malk de Koijn tidligere havde proklameret på Green Stage.

Det var primært et retrospektivt vue over The Godfather of Punks bedrifter, vi blev trakteret med. Og hvilket bagkatalog! At Iggy Pop ofte har stået i skyggen af sin mentor og åndsfælle David Bowie virker omsonst, når ‘The Passenger’, ‘Nightclubbing’ og ‘Lust for Life’ kom til live så vitalt som tilfældet var i Aarhus sent fredag aften.

Hertil viste hans seneste udgivelse, ‘Post Pop Depression’, at der så sandelig stadig er bid i den aldrende rockkøter, og ‘Break Into Your Heart, ‘Sunday’ og en løssluppen ‘Gardenia’ smeltede naturligt sammen med de gamle schlagere.

Pop tog livtag med materialet fra The Stooges-tiden med en attitude som gjaldt det livet. ‘I Wanna Be Your Dog’ og ‘1969’ blev leveret med en umættelig livsappetit og stædig vedholdenhed, og i et cover af Johnny O’Keefe & the Dee Jays’ ‘Real Wild One’ kravlede han ned fra scenen for at komme i nærkontakt med publikum. »I got a lust for life« er et credo, Iggy Pop i en alder af 69 synes mere opstemt end nogensinde på at efterleve, og da han ved koncertens slutning resolut gjorde det klart overfor sine musikere, at »I wanna fucking play!«, var det blot endnu en bekræftelse på at statuere det åbenlyse.

At The Igster blev helt stakåndet efter en forrygende ‘Search and Destroy’ var på sin vis ganske rørende. Det viste såmænd, at vi havde at gøre med et menneske som gav den alt, hvad fysikken tillod, og hvis kød og blod emmer af den energiske, vitale rockmusik, der har været hans metier i mere end fire årtier.

Læs anmeldelse: Deftones nakkede NorthSides metalmødom

Iggy Pop. Koncert. NorthSide.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af