Deftones nakkede NorthSides metalmødom

De lignede mere en omvandrende, kollektiv wardrobe malfunction end et af alternativ metals største navne, som de trissede på scenen, de her fire midaldrende mænd med hver deres dejligt umodne stil.

Lige fra forsanger Chino Morenos tvivlsomt blonderede lokker og Sergio Vegas pink (!) ditto, over Stephen Carpenters mønstermix-forvirrede camo-piratbukser og bizarre sokker, til selvsammes aparte smag i guitarer (Louis Vuitton-mønstre? Tjek. Påskeægs-blå-metallic lakering? Hvorfor ikke?) og plysflamingoen, der tronede over Vegas forstærkerkabinetter, er Deftones indbegrebet af et band, der ikke giver en flyvende fuck angående deres fysiske fremtoning.

Men de har heller ikke noget at skulle bevise på en festival, hvis prototypiske bookinger gennem et halvt årti ofte har været skovmandsskjorteklædt indierock og publikummet dressed up dertil. Deftones er uden ret megen videre diskussion NorthSides tungeste booking til dato, og denne fredag aften gjorde de alt for at leve op til det forskræp med et bundt skæringer i ærmet, der var som et vertikalt slice hele vejen ned gennem deres mere end et kvart århundrede lange karriere.

Det ensidigt brutale blev dog, som Sacramento-rockernes varemærke er, effektivt afvekslet med det skønhedssøgende og sfæriske, som illustreret i kontrasten mellem ’Swerve City’ og ‘Rosemary’, som lå ryg mod ryg i setlisten, og senere også komplicerede krumspring i form af ‘What Happened to You?’.

Deftones’ kunstnerisk imponerende alsidighed er svær at naile i et kondenseret festivalset, men de fem herrer gjorde et ganske bravt forsøg på koncertens første time af et hovedset. Det var dog mestendels ældre materiale, der for alvor fik publikums arme i vejret og efterhånden pisket liv i NorthSides historisk første hæderlige circle pit i form af ‘Change (In the House of Flies)’, ‘Digital Bath’ og senere, som det første af to ekstranumre ,’Bored’, der rækker helt tilbage til bandets debutalbum for over 20 år siden, da de stadig stod med skaterskoene plantet i nu-metallen.

Mest af alt osede Deftones dog bare af spilleglæde, efterhånden som de uddelte drøje, men også sødmefulde og sofistikerede nyrehug til NorthSides publikum. Mellem Chino Morenos solide vokaler og jublende lillepige-hyl, Frank Delgados drømmende tangentspil samt Stephen Carpenters tonstunge syv- og otte-strengede mavepuster-riffs, kunne NorthSide næppe ønske sig en bedre måde at få taget sin metal-mødom på.

Læs anmeldelse: Lukas Graham på NorthSide: »Mine damer og herrer« gange 30