Roskilde Festival: Jamaika bragte gaden ind på pladsen

Inden Jamaikas spektakulære entré iført en spraglet elefanthue og en helvedes masse gåpåmod havde hans trofaste Force One-slæng forsøgt at tænde op under festen i et lille kvarters tid med et varmt resultat til følge. Men alle ventede tydeligvis på den 20-årige vejlenser med de somaliske rødder, der imponerede stort med sin debut-ep tidligere på året.

Jamaikas svært definerbare lyd, der er blevet døbt ‘somali blues’, virkede efter hensigten langt hen ad vejen. Der var en markant balance at spore i settet, som blandede sjælfuld, plaget og upoleret r’n’b og gadens hårdere hverdagslyrik, der skar helt ind til knoglen og appellerede til de hardcore fans, han selv kalder gadesoldater.

Samtidig var det svært ikke at falde for Jamaikas karisma og hans konstante leg med scenen og publikum. Han spurgte kækt, om at der ikke skulle kyles flasker op på scenen, han filmede sig selv med smartphone, og hans stemme var klar og tydelig på trods af to dages tømmermænd. Sange som ‘Gode dage venter’, ‘Double Cup’ og ultimativt ‘Blodskudt’, der blev performet hele to gange, var kraftfulde præstationer, der alle blev bakket op af Force One-holdet.

Men showet blev også for ukoncentreret og løssluppent. Det var tydeligt, at Jamaika – netop sluppet ud af fængslet – manglede nødvendig sceneprofessionalisme. Hans nonchalance var både et friskt pust og et suk, der higede efter mere.

Læs også: Wake-up call fra gaden og ghettoen: »Når man bor her, får man nogle tæsk af livet«

Jamaika. Koncert. Roskilde Festival, Countdown.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af