Wake-up call fra gaden og ghettoen: »Når man bor her, får man nogle tæsk af livet«

N.W.A viste amerikanerne en side af USA, de fleste helst ville fortrænge. Næsten tre årtier senere blotlægger et nyt kuld unge rappere med indvandrerbaggrund et marginaliseret Danmark, der sjældent får en stemme.
Wake-up call fra gaden og ghettoen: »Når man bor her, får man nogle tæsk af livet«
Force One Music fra Vejle: Vino Russo, Prince Digital, Jamaika, Ung Cezar, D△NI-L. (Foto: Daniel Munk)

Man tænker måske ikke over det, når man danser til nummeret, men MellemFingaMuzik og Gillis hitliste-toppende ‘C’est La Vie’ er en sang om at have alle odds imod sig i så høj grad, at man tager elefanthuen på for at berøve folk. En af linjerne handler om at tage hjem til dig og din nabo med et koben.

Sangen markerer tidspunktet, hvor dansk gaderap for alvor trængte ind i den brede befolknings bevidsthed, men meget tyder på, at det kun var starten, for en ny, mere hårdkogt generation af rappere står på tærsklen til det store gennembrud.

De er helt unge, kommer fra udkantsområder som Nivå og Vejle, og deres musik giver et indblik i en virkelighed på gaden, hvor vold og stoffer er hverdag, og hvor loyaliteten blandt dine nærmeste er det eneste, du kan stole på.

Jamaika
fra crewet Force One Music kommer oprindelig fra Somalia og er vandret ud og ind af institutioner og fængsler, siden han var 13 år. Det er en sand historie, når han synger om, at hans far sagde til ham, at han skulle holde hovedet højt, da han stod i retssalen på et tidspunkt, hvor han burde have siddet på en stol i 7. klasse.

Nivå-rapperne DC viser pistoler og gigantiske narkoposer i deres videoer på en måde, som man snarere kender det fra amerikansk hiphop. Og faktisk er DC og Jamaika eksempler på, at dansk hiphop er ved at indtage den rolle, den længe har haft i USA, nemlig som det Chuck D fra Public Enemy for mange år siden kaldte ‘the hood CNN’, altså nyheds-transmissioner fra ghettoen.

Musikken er hård og stedvis voldsforherligende. Men det ville være for nemt at affeje den som simple voldshyldester. For når vold og kriminalitet fylder meget i musikken, er det, fordi vold og kriminalitet er den virkelighed, de her rappere kender. Deres musik er netop et direkte, ufiltreret blik på steder, der er ukendte for de fleste. Eller rettere sagt steder, som de fleste sjældent taler om eller prøver at forstå, inklusive politikere og medier. Men med Jamaika og DC har forstæderne for alvor fået en stemme.

Samtidig øges opmærksomheden omkring en rapper som Hakeem fra pladeselskabet Cannibal Records. Hans forbillede er fransk hiphop, og mens gaden er en del af hans virkelighed, så beskuer han den mere udefra.

De nye grupperinger kan ses som tredje trin i den udvikling i dansk hiphop, der startede i 2011, da Cheff Records og B.O.C., ført an af Kidd og Kesi, slog igennem. De viste, at det via sociale medier og Youtube er muligt at blive hørt uden om tidligere gatekeepers som pladeselskaber og medier.

Rappen blev mere ufiltreret og gadeorienteret, og for et par år siden fulgte Sivas, MellemFingaMuzik og Gilli, og nu kommer altså næste kuld. Dem som hiphopeksperten og samfundsdebattøren Ali Sufi kalder »generation fortabt perkerungdom«.

En rapper bag tremmer

Den 20-årige somaliske dansker fra Vejle, der går under kunstnernavnet Jamaika, udgav sin debut-ep, ‘SxB på fri fod’, den 1. januar i år, mens det meste af landet plejede sine tømmermænd. Åbningsnummeret ‘Intro’ starter med en scene, hvor en fængselsbetjent siger, at den unge rapper nok snart er tilbage bag tremmer igen, og som en bizar skæbnefortælling gik der kun få dage, fra udgivelsen landede, til Jamaika blev buret inde igen. Årsagen til fængslingen er ikke helt klar – og han har ikke lyst til at snakke om det – men det står klart, at den unge musiker er en ny, vigtig stemme i dansk hiphop.

Jeg taler med Jamaika i telefon fra fængslet, mens betjente overvåger ham. Det er svært at vurdere præcis, hvordan han har det, men han er tydeligvis overvældet over den modtagelse, han har fået gennem det seneste års tid, hvor de fleste af hans videoer har passeret 200.000 views på Youtube. Hans DC-samarbejde ‘Jer’ er endda nået op på halvanden million. Samtidig virker han ekstremt bevidst om, at han befinder sig et mærkeligt sted mellem gaden og gennembruddet.

»Jeg både elsker og hader ghettolivet«, siger den unge rapper og sanger. »Jeg kender ikke andet. Det er derfor, jeg altid bliver suget tilbage ind i det. Når man bor her, får man nogle tæsk af livet, men man får også et særligt syn på tingene. Hvis jeg levede et middelmådigt liv og havde et hjem med to biler, ville jeg aldrig kunne se verden på den måde, som jeg gør. Jeg ville ikke kunne se verden direkte«.

Photo-by-Samy-Khabthani-30
Jamaika på Droz Daily Steezins Distortion-scene i 2015. Foto: Samy Khabthani/Soundvenue.

Den verden, Jamaika taler om, kan man bevidne på en ekstraordinært intens måde på hans debut-ep, hvis seks sange på næsten overvældende vis maler et billede af livet i Vejle, hvor ghettoer som Finlandsparken er egne universer med egne regler. Men selv hvis man intet aner om Vejle, før man hører ep’en, føles det, som om man kender ethvert gadehjørne og ansigt efter at have været i selskab med musikken. Det er både voldsomt og hjerteskærende.

Et sted rapper Jamaika om, hvordan han begik sit første indbrud som 13-årig og blev anholdt ugen efter. En anden passage, fra ep-højdepunktet ‘Blodskudt’, handler om, at Jamaika er nødt til at hoppe ind i en slåskamp for at beskytte sin ven, selv om han selv er særligt udsat, fordi han er efterlyst af politiet.

»Det er let at sætte sig selv i bås, når man kommer fra ghettoen«, siger han. »Folk er ikke forstående over for os, fordi de ikke kender de steder, vi kommer fra. Sådan tænker jeg nu, men da jeg var yngre, var tingene mere firkantede. Dengang var det bare, fuck systemet, fuck det hele, fuck dem alle sammen. Nu har jeg et overblik over tingene. Men på den anden side er det stadig fuck dem alle sammen«.

De ord siger Jamaika altså med politimænd lige ved siden af sig. Han er tydeligvis frygtløs og stolt, men samtidig også bevidst om, at han ingen vegne kommer med ren aggression. Faktisk er splittelsen mellem en stolt og voldsom os-mod-dem-mentalitet og en mere reflekteret, afdæmpet tilgang måske det vigtigste tema hos Jamaika. Det ene sekund synger han: »Jeg elsker alt, der er ghetto / jeg vil altid være ghetto« på ‘AIWA’, men på ‘Double Cup’ er det blevet til drømmen om at »lave en million og så bare få familien væk herfra«. Det er en blanding af stolthed over, hvem man er, og hvor man kommer fra, og en dybere forståelse af, at der er noget gruelig galt. Men hvad er der sket, siden der pludselig dukker de her helt unge rappere op med et så ufiltreret og næsten voldsomt intenst udtryk?

Integrationens nederlag

Ali Sufi guider de yngre rappere, dækker scenen på bloggen Sorte Får og hjælper de unge artister med at navigere i pladebranchen. Han er også samfundsdebattør, og ifølge ham er der sket en gradvis forråelse af dansk hiphop.

»Sivas, Gilli og MellemFingaMuzik har givet et indblik i, hvordan ghettolivet er, men de pakker tingene lidt mere ind. Der er et højere refleksionsniveau. Gilli rapper for eksempel til de yngre på ‘Orale’, og MellemFinga-sangen ‘Araba’ med Sivas handler om, hvordan mødrene græder derhjemme. Men de rappere, der kommer nu, som Jamaika og DC, er virkelig unge. De er meget mere direkte og tager musikken helt ned på gadeplan. Sivas eller Gilli er på en måde storebrødrene«.

Med andre ord: De nye, yngre rappere er virkelig på gaden. Gilli, MellemFingaMuzik og Sivas har rykket musikkens fokus mod ghettoen, men med den nye generation af rappere er vi helt nede i øjenhøjde. Det er nutidsmusik, hvor unge, der er midt i ghettolivet, udtrykker deres virkelighed. Samtidig rykker de yngre rappere musikkens fokus væk fra storbyen og til de ydre områder af landet, hvor tilstandene tydeligvis er eskaleret, uden at vi har hørt så meget om det.

»Der er nogle fucked op områder, som man ikke ved så meget om – Nivå, Kokkedal, Vejle. Resten af landet har kun lagt mærke til dem sporadisk, men nu får en hel ungdomskultur et indblik i, hvordan tilstandene er der. Den nye generation har ikke fået den danske dannelse, men de har heller ikke dannelsen fra landet, de oprindelig kommer fra. I samfundets øjne er de totalt udannede. Pædagogerne har ikke fat, forældrene har ikke fat, og skolerne har slet ikke fat. Socialpolitikken er fejlet fuldstændig. Og resultatet af det er, at de her drenge eksisterer uden for samfundet, uden de gængse moralkodekser om at være en god borger«.

DC
Danni og Carmon fra DC.

Rå som N.W.A

Billedet, Ali Sufi maler af den nye generation, er på mange måder en variation af hiphoppens kernetematik: Rå, voldsom musik fra ghettoen, der både fascinerer og forstyrrer. Rappere, fra N.W.A til Chief Keef, har gennem årtierne fået en hård modtagelse i USA, fordi de har vist landet en side af sig selv, som det forsøgte at glemme, og samtidig var voldsomme og ofte næsten voldsforherligende.

USA blev rystet i sin grundvold, da Chief Keef som 17-årig slog igennem med ‘I Don’t Like’. I videoen løber en flok teenagere rundt i bar overkrop og flasher pistoler, mens de rapper de mest hårde og nådesløse gangstertekster. Når der er referencer til folk, der er døde, er det, fordi de virkelig er døde. Bare i løbet af de seneste to år er to af Keefs tætteste samarbejdspartnere, Capo og Blood Money, blevet dræbt. Volden er virkelig. Størstedelen af USA fattede ikke, at den slags foregik i Chicago, midt i hjertet af landet. Man kan forestille sig en lignende reaktion, når Danmark møder Nivå-duoen DC, der består af fætrene Danni og Carmon.

»Som 13-årige havde vi set en del. Vi blev hurtigt voksne«, fortæller den nu 18-årige Carmon, da jeg fanger ham på telefonen. »Jeg stoppede i skole i ottende, og siden har jeg enten været i studiet eller på gadeplan med drengene. Men jeg var også ung og dum dengang. Jeg var en ung dreng, der lavede en masse lort. Det endte med, at jeg blev taget for nogle ting og røg ind at sidde«.

Carmon
Carmon.

Det slående ved at tale med Carmon er, at han ligesom Jamaika taler, som om han er en garvet mand med mange erfaringer i bagagen. Det er drenge, der taler om, ‘dengang de var unge’, og som betragter deres tidlige teenageår som tiden, hvor de blev voksne. Måske fordi det også var dengang, de begge røg i fængsel for første gang. Men hvor Jamaikas tematik kredser om, at han for alt i verden vil ud af cellen, er Carmon mere ubekymret.

»Jeg har altid hørt så meget om fængslet«, siger han. »Da jeg var lille, glædede jeg mig nærmest til, at jeg skulle prøve det. Men når man er lille, er man jo helt kogt og tænker ikke klart. Da jeg så kom ind at sidde, prøvede jeg bare at få det bedste ud af det. Jeg har været inde fem gange, og sidst skrev jeg alle teksterne til den kommende DC-ep«.

Modsat i Jamaikas musik bliver gaden og fængslet ikke nødvendigvis skildret negativt i Carmons tekster, og måske er det det, der gør hans musik så stærk. Han undskylder ikke for noget, hverken for sig selv, sin musik eller stedet, han kommer fra. Han er midt i gadelivet, og det er det, musikken viser.

De isolationsceller, han rapper om på det nye undergrundshit ‘Lige nu’, har han siddet i. Og når gæsterapperen på samme track, O.G. Harry, rapper om, at han som 14-årig tog ind til Kødbyen i København for at sælge stoffer hele natten, er det ekstremt specifikt og virkelighedsnært. De zoomer aldrig ud som MellemFingaMuzik og Sivas eller vender blikket indad som Jamaika. Det er et råt ufiltreret udtryk af den gadementalitet, der er deres hverdag.

Musikken er en vej ud

Jamaika er en del af Vejle-kollektivet Force One Music, mens DC er tilknyttet det lille studie og label Stamina. Force One styres af rapperen Vino Russo, mens Stamina styres af produceren Tau Mau. Der er altså nogle støttestrukturer omkring de unge rappere. Nogle lidt ældre folk der hiver dem ind i studiet og væk fra gaden. Det er måske det tætteste, de kommer på social støtte.

Der, hvor alt andet har svigtet, har musikken været en vej ud. Vino Russo fortæller for eksempel om, at han nogle gange har været nødt til at køre rundt og lede efter Jamaika for så at tage ham med til sit studie, der ligger på en mark langt væk fra gadelivet.

I modsætning til DC og Jamaika er Cannibal Records’ Hakeem ældre, og hans crew står ikke med fødderne hårdt plantet på gadens asfalt. Mens Hakeem ligesom DC henter inspiration fra fransk rap, og hans største hit, ‘Aktivitet’, klart kan klassificeres som gaderap, så fungerer han mere som talerør for gadelivet. Han er mere som Gilli og Sivas, når han rapper om livet, han ser, men samtidig har en vis distance. Han er et andet sted, end de helt unge gadeløbere som Jamaika og Carmon.

»Jeg laver hård, rå hiphop. Et track som ‘Aktivitet’ er franskinspireret, og den musik er jeg meget optaget af, fordi den kommer direkte fra hjertet. Jeg er vokset op på Amager, og jeg er ikke kriminel. Men selvfølgelig har jeg set nogle ting i min ungdom, der har gjort mig til den, jeg er. Og det udtrykker jeg i min musik«, siger Hakeem.

Hans fortællinger handler om gadelivet med dets univers af kriminalitet og ubetinget loyalitet til sine egne. »Brødrene tager år for at holde deres pagt, min bror«, som han rapper på ‘Aktivitet’. Han lyttede aldrig til dansk hiphop før, fordi det virkede som en udvandet, uægte version af det liv, han levede.

»Da jeg voksede op, havde jeg ingen forbilleder, der lavede dansk hiphop«, fortæller Hakeem. »Der var ingen, jeg kunne spejle mig i«.

Nu kan han blive det forbillede for en ny generation af danskere.

IMG_9503-2
Hakeem fra Cannibal Records. Foto: Carolina Segre/Soundvenue.

Ikke nogen joke

Når det nu er muligt for DC, Jamaika og Cannibal Records at få deres udtryk ud helt ufiltreret, er det selvfølgelig på grund af internettet, og deres musik er nu nået så bredt ud, at de traditionelle kanaler – pladeselskaber, radiostationer, dagblade – er begyndt at lytte med.

»Hiphop er ikke en joke længere«, som J-Mix fra Cannibal Records siger. »Folk er seriøse omkring det her. Der er sange, der har over en million views. Det betyder, at vi har en stemme. Hvis du lægger din stemme ned på et beat, kan du nå en million mennesker. Vi er nået til et punkt, hvor man ikke bare kan skubbe musikken væk, for lytterne er der. Der er ører derude«.

Udtalelsen lyder nærmest som en åbenbaring. Der er en masse folk, der gerne vil høre de nye rapperes historier. Men nogle af historierne kommer givetvis også til at skræmme mange.

»Vi står lige foran den egentlige modtagelse«, siger Ali Sufi. »Jeg får helt gåsehud af at tænke på det. For mainstream-medier og pladeselskaber er opmærksomme. Den gamle rapmusik er færdig. Det er 100 procent sikkert, at de her bliver store. Men det bliver problematisk, for det kommer til at skræmme folk«.

Det føles, som om klokken er fem i 12. Lige om lidt ankommer de nye rappere for alvor, og de kommer til at fortælle historier om steder, få har sunget om før. Dansk hiphop har været mange ting gennem årene, men nu bliver den for alvor et autentisk talerør for gadelivet.

Spørgsmålet er, hvordan et større publikum vil tage imod musikken. Bliver det med anklager om voldsforherligelse, eller vil den blive set som et udtryk for en voldelig virkelighed, som vi ikke længere kan vende ryggen? Med andre ord: Fortrænger vi billederne, eller forsøger vi at forstå dem?

Artiklen er tidligere bragt i Soundvenue #98.


I denne uge sætter vi med temaet ‘Ny dansk rap’ fokus på hiphoppens nye stemmer. Få overblikket over alle artiklerne HER.

Læs også: Her er 10 nye danske rappere, du skal holde øje med

Læs også: Billedreportage: Gaderappen indtog Stengade med DC, Fouli, Icekiid m.fl.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af