Aarhus Festuge klar med nye navne: L.O.C., Iceage og Goat er på programmet

Aarhus Festuge klar med nye navne: L.O.C., Iceage og Goat er på programmet

Der er godt nyt for aarhusianerne denne måned. Aarhus Festuge har nemlig tilføjet en hel del stærke navne til den musikalske del af programmet, når festlighederne løber af stablen senere på måneden fra den 26. august til den 4. september.

L.O.C. vender tilbage til barndommens postnummer 8000 og spiller til den uofficielle åbning i Byparken dagen før, festugen går i gang for alvor. Desuden er programmet for Understrøm – en splinterny festival for byens blomstrende musikmiljø – også klar med en hel perlerække af etablerede og nye bands.

Man har dog omgået lokalpatriotismen en smule og skævet ud over byskiltet i booking-truppen, som blandt andet har indhentet Soleima, Jærv, Hockeysmith, Masasolo, Farveblind og Modest fra hjemegns-pladeselskabet Brystet. Se det fulde program for Understrøm på Festugens website.

Men der er mere at hente. Den dogmatiske musikopfattelse bliver nemlig udfordret til endagsfestivalen Ujazz, som netop har løftet sløret for deres program. Og der er – som man kunne formode – ikke særlig meget jazz at finde. Derimod kigger det svenske psykedeliske stammeband Goat forbi og spreder sveddryppende voodoo-rytmer om fredagen, som også har Kentaur, Lowly og dansk punks inkarnerede revitalisering, Iceage, på spilleplanen.

Hele molevitten finder sted på spillestederne Atlas og Voxhall, som også udvider med en gratis udendørsscene i dagens anledning. Læs mere om det arrangement HER.

Læs også: Disse ni album skal du høre i august

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af