KOMMENTAR Gode venskaber skal plejes. Man kommer ikke bare lige et år for sent til en aftale for så at skære træ i fire timer uden at sige noget som helst.
Jeg har fulgt Frank Ocean tæt (læs: meget tæt), lige siden ’Nostalgia, Ultra’ sammen med The Weeknds første mixtape søsatte den alternative r’n’b-bevægelse, der siden 2011 har gået sin sejrsgang kloden over.
Så ja, mit hjerte missede lige et slag, da jeg mandag morgen stødte på et Facebook-post om, at et mystisk live-stream var kickstartet på Oceans Boys Don’t Cry-blog, der har været knyttet til hans kommende album, lige siden han i sommeren 2015 (!) ’lovede’, at pladen ville komme i juli.
Ti timer senere sad jeg dog lidt med samme følelse som Zlatko Burics Milo-karakter i ’Pusher’:
»Du er min ven, Franke…«
»Franke, du fucker mig…«
»Franke… Du skylder mig 230.000«.
Okay, 230.000 kr. er måske lige i overkanten, men et nyt album kan også gøre det!
Jeg følte mig faktisk lidt røvrendt. Jeg ventede fra 10.00-15.00 på, at der overhovedet skete noget – indtil da havde ’streamen’ bare bestået af et billede af et værksted med hvid støj som soundtrack.
Men så skete der noget! En person (der lignede Frank af statur, specielt med det nye hår) trådte ind i billedet. Han stenede lidt rundt. Pillede ved noget værktøj. Og endte så med at bruge fire timer på at skære i noget træ.
Der kom brudstykker af musik. Nogle gange ambient, så klassisk med violoner og cello, så nogle sagte guitarmelodier.
Jeg vil gerne gå meget igennem for at høre ny Frank Ocean-musik, men det her var alligevel en tillidsprøve udover det sædvanlige.
Var det et mediestunt af hidtil ukendt afstøbning? Var de små brudstykker en mini-mini-mini-forsmag på albummet? Hvad var det egentlig, Frank gik og byggede på? Var det en metakommentar til, at albummet var et work in progress? At det snart var færdigt?
Arghhhh!!!
2016 har om noget været året, hvor surprise-udgivelser og overraskelser har været modus operandi, men kan vi ikke blive enige om, at man ikke skal tage røven på sine fans?
Det er okay at være hemmelighedsfuld, at lege kispus, men der er grænser – og den nåede jeg lidt i går efter at have brugt mere end ti timer inde på bloggen. Ventende. Og jeg er ikke den eneste…
Om aftenen blev det næsten værre. Det kom frem, at den store boombox i baggrunden var et kunstværk af Tom Sachs, som The Fader siden fik fat i over telefonen.
Sachs kunne fortælle, at han havde været involveret i videoen, og at Frank ud over lånet af boomboxen også havde spurgt om »råd i forhold til noget tømrerarbejde«.
Vigtigst af alt: Videoen blev ifølge Sachs skudt sidste år. Ergo: Det var ikke live.
Det var et planlagt kunstprojekt, som instruktøren Francisco Soriano (som instruerede Oceans ’Lost’-video) siden har taget æren for at have instrueret.
Enhver med en lille smule common sense ved, at Frank Oceans fans er nogle af de mest vedholdende og intense – ventetiden har gjort os til sultne løver på en savanne, der er blottet for antiloper.
Netop derfor virker det ekstra strengt. Jeg har ikke noget i mod at se på et kunstprojekt i ti timer, hvis jeg ved, hvad det er. ’Streamen’ i går (den kører forresten stadig) virker næsten som at lyve – de fleste (mig selv inklusiv) var ganske sikre på, at Apple Music-logoet i højre hjørne var en klar indikator for, at der rent faktisk ville falde noget musik af. Hvorfor ellers have det med?
Nå, jeg bliver også lidt træt at at høre på mig selv tude… Og nu lader det jo rent faktisk til, at albummet udkommer på fredag.
Det skriver The New York Times i hvert fald. Avisen har af uransagelige veje fået en anonym kilde med kendskab til planerne til at trøste masserne.
Jeg er dog ikke helt sikker. Lige i øjeblikket stoler jeg ikke på min ven Frank – han har skuffet mig for mange gange. What have you done for me lately? Og siden hvornår har en anonym kilde være lig med 100 procent sikkerhed?
Til Franks forsvar skal det siges, at jeg ikke skyder skylden på ham, hvis ‘Boys Don’t Cry’ ikke lander på fredag. I det her specifikke tilfælde har han ikke lovet mig noget – eller hintet, som med det der bibliotekskort.
Men lad nu være med at lege med vores følelser mere, Franke – du fucker med mig. Og med mindre jeg skal gå Milo på dig, så har du bare at aflevere 230.000 kr. (eller et album…) meget snart.
Læs også: På randen af desperation: Frank Oceans Twitter-fans kan ikke klare uvisheden længere
Læs også: Trololololololo: Frank Oceans fem største pranks gennem tre års fan-tortur