Gangsterrapperen YG, der i juni slap vestkystalbummet Still Brazy, som vi gav flotte ord med på vejen, har nu fulgt albummets tredje hitsingle op med en passende billedside, der selvsagt inkluderer selve trackgæsterne Drake og opblomstrende Kamaiyah samt en cameo-tiltrædelse af L.A.’s helt egen r’n’b-helt Ty Dolla $ign.
Hater-hymnen serveres kækt i englebyens distrikt med en helikopter (!), et overdådigt festmåltid med dertilhørende fodmassage, slængtumult og naturligvis brovtende dansetrin i en rullende sportsvogn af højeste karat.
Alt i alt en småhumoristisk video, der med referencer til sangtitlens omtalte haters, ikke er bange for at tage lidt pis på sig selv ved at skrue voldsomt op for praleriet og aldrig se sig tilbage. Og er man ikke til sådan noget, kan man, om ikke andet, nyde den habile kinematografi.
Læs stort YG-interview: »Det betyder ikke noget, om du er bandemedlem. Alle oplever det, min musik handler om«