‘Still Brazy’: YG rapper om, fra og for Compton
Gangsterrap fra Vestkysten har fået sin renæssance. En del af æren kan tilskrives Compton-rapperen YG, der med sit første studiealbum ’My Krazy Life’ igen puttede L.A. på hiphop-landkortet sideløbende med Kendrick Lamar og Vince Staples.
Debutalbummet var præget af socialrealistisk vers-til-vers-storytelling om det barske liv i ghettoen, akkompagneret af DJ Mustards tunge, sløve beats med semisyrede synthdetaljer. På ’Still Brazy’ har YG droslet ned på samarbejdet med Mustard, alt imens gangsterrappen overlever i en overdådig hyldest til G-funken.
Episoden sidste år, hvor YG blev skudt udenfor sit lydstudie, er tatoveret med store bogstaver på ’Still Brazy’ og afføder en gennemgående følelse af dramainduceret angst. Til lytterens held skærper det kun YG’s anekdotiske rap-stil og bidrager til fortællingen på albummet.
»I’m like, damn, did the homies set me up?«, rapper YG på ’Who Shot Me?’, og hans paranoia breder sig til næsten alle facetter af hans liv. Det har gjort ham mindre gavmild (’Gimmie Got Shot’), han har opdaget falske kvinder (’She Wish She Was’), og han har set sig sur på politiet (’Police Get Away wit Murder’).
Der er sådan set ikke meget nyt i YG’s lyriske materiale. Det er skudepisoder, vold og damer, det handler om. Men sammenlignet med hans tidligere udgivelser skaber lydsiden en stærk synergi med det hårde udtryk. Næsten alle tracks rummer enten melodiske synthesizere, langsomme hypnotiske grooves eller dybe basspor.
Det er en klassisk G-funk-lyd, der er karakteriserende for albummet, og det forstærker det barske. Hele G-funk-artilleriet bliver rullet ud på ’Twist My Fingaz’, der er krydret med alt lige fra et kor, der råber »Daaaaaamn«, til gennemsyrede synthdetaljer på omkvædet, hvor YG nærmest rapper i musikalsk legato.
De samme elementer går igen på ’Gimmie Got Shot’, men i uptempo (altså i G-funk-forstand), og kombineret med den kvindelige vokal, der fængende nynner »gimmie, gimmie, gimmie«, er det et af de skarpeste numre på albummet.
Men det er ikke kun lyduniverset, der overrasker på ’Still Brazy’. Det der overrasker mest, er måden, hvorpå YG leger med sit flow. Han skifter som sædvanligt mellem det rå og aggressive og det mere bløde flow a la Snoop Dogg, men han puster også nyt liv i det syngende flow som Warren G og Nate Dogg var med til at udbrede i 90’erne. YG viser i to vers sin kunnen ud i først det syngende og så det rå over det simple og baspumpende beat på ’Why You Always Hatin?’, og hans flow bliver kun bestyrket af det enkle omkvæd og noget beskedne gæstevers fra Drake.
Hen mod slutningen folder YG sig for alvor ud. På titelnummeret samler han trådene på albummet og fortæller med en del humor og en del alvor om, hvad der er sket siden udgivelsen af ’My Krazy Life’. »Verse two, verse two. I got too much to spit for verse two«, rapper han og lægger en statusopdatering fra Compton ned. Beatet er enkelt og består hovedsageligt af bas og trommer, og kombineret med poprock-rytmen flyttes lytterens fokus meget passende mod YG og hans ustoppelige talestrøm.
’Still Brazy’ rummer kort sagt alt, hvad man kan forvente fra YG. Selv om det lyriske materiale er en smule ensformigt, så passer det godt til sammensuriummet af en både klassisk og nyfortolket G-funk-lyd. Det fordi YG så tydeligt realiserer sig selv gennem gangster-rappen, og derfor virker de politisk-motiverede tekster hen mod slutningen af albummet også en smule malplacerede.
Kort sagt:
’Still Brazy’ giver et tidssvarende billede af Vestkysten og er en fremragende efterfølger til ’My Krazy Life’. YG rapper om, fra og for Compton, men på en mere moden og velovervejet måde end tidligere set. Han slår bro mellem sin vers-til-vers storytelling og den klassiske G-funk – både hvad angår hans vekslen mellem det rå og bløde, syngende flow og de hypnotiske grooves og synthdetaljer, der præger produktionerne. ’Still Brazy’ er et forsøg på at danne en ny G-funk-generation, snarere end det er en kopi af Vestkysten i 90’erne.