1. Diana Gordon ‘Woman’
Bag det endnu fremmedartede navn Diana Gordon gemmer der sig en sangskriver, der har haft en finger med i spillet på selveste Beyoncés seneste album ’Lemonade’. For nylig landede hun sin tv-debut hos Stephen Colbert med den nye single ’Woman’, der er en rocket og herkulisk girl power-sang, som trækker på både Beyoncé- og Nicki Minaj-referencer. Er hendes ’Lemonade’-sangskrivning et værdigt dømmegrundlag (‘Daddy Lessons’, ‘Sorry’ og ‘Don’t Hurt Yourself’), kan man sagtens forestille sig en lovende musikkarriere for Gordon, der har relanceret sin karriere under sit fødenavn og fået en pladekontrakt med 4AD.
2. Frank Ocean ‘Pink + White’
Farver ser ud til at være bærende temaer i flere af hr. Oceans sange, hvilket også afspejles i hans nytilkomne ’Pink + White’ fra det længe ventede og inderlige ’Blonde’-album, vi fik foræret i søndags. I denne barndomseftertænksomhed mindes Frank lyserøde skyer og fordums minder på en Pharrell-komponeret (tror vi) base af solskinsklaver, nænsom bas og afbrækkende trommer. Det er for godt til at negligere.
‘Pink + White’ streames eksklusivt hos Apple Music.
3. Blondage ‘FLF’
Den elektroniske duo Blondage er ved at cementere det nye mærkat fast efter navneændringen fra Rangleklods. ’FLF’ står for ’feel like falling’ og handler om desperat forelskelse og ubeskåren hengivenhed. Det er en bittersød sag, hvor Pernille Smith-Sivertsen krænger sjælen blødende ud forstærket af Esben Andersens glitrende, techno-poppede beat. Sangen er forløber for deres kommende ep, som lander 16. september.
4. Vince Staples ‘Pimp Hand’
Vince Staples’ nye ep ’Prima Donna’ udkom fredag, og herpå er især elektrochokket ’Pimp Hand’ værd at fremhæve. Sangen er klassisk Vince Staples: Hårdtslående, kynisk og pisseligeglad. Tracket fortsætter i samme brutale spor, han plejer at lægge for dagen, og den minimalistiske No I.D.-produktion rides til noget nær tilbagelænet perfektion, når Staples med sin karakteristisk nasale kritik giver gamle hiphop-hoveder læsterlige prygl i en fortælling omkring rap-gamets tilstand i dag.
5. Sekuoia feat. Marc Roland ‘Brace’
Danske Sekuoia er en svær størrelse at definere. Det eneste, der med sikkerhed kan siges, er at han er en begavet producer, der sammenstykker elektroniske perler med rødder i blandt andet techno, house og UK garage. Hans seneste udlæg ’Brace’ gæstes af forsangeren Marc Roland fra den danske trio Kentaur. Bundlinjen er en fantastisk udskæring med pulserende atmosfære og kontrastfuld sjælevokal, der godt kunne lugte lidt af senere Disclosure, hvilket kun er positivt. Sangen er fra Sekuoias kommende debutalbum ’flac’.
6. Angel Olsen ‘Sister’
Angel Olsens folkrock-kosmos er ikke en oplagt kandidat til den festliderliges weekendsoundtrack, men skulle man være i det eftertænksomme hjørne, er ’Sister’ en hamrende god følgesvend. Det gradvist voluminøse nummer strækker sig over næsten ni minutter og formår at hoppe fra traditionel folk til noget, der minder om syrerock. ’Sister’ er tredje single fra Olsens kommende ’My Woman’-album, der lander den 2. september.
7. GoldLink feat. Ciscero ‘Fall In Love’
Washington-karlen med smeltedigel-hiphoppen har overrasket os med et weekendideelt track. ’Fall In Love’ er en soul-inficeret kærlighedsballade, der byder op til svedfremkaldende sensommersvingom med funky baslinje, fablende fløjte og en intonerende GoldLink. Endnu engang påviser han, at det er en synd at forbigå hans materiale. Glem ikke, at GoldLinks frimodige lyd vil kunne opleves den kommende måned til dansegilde i Lille Vega.
8. Isaiah Rashad ‘I Mean’
Isaiah Rashad er next man up i det stærke TDE-pladeselskab. Han har en del at leve op til med stornavne som Kendrick Lamar og Schoolboy Q som sammenligningsgrundlag, men skal man dømme ud fra den sjælfuldt trompetbårne ’I Mean’ – der åbenbart bare er en freestyle, som ikke engang kommer på det snarlige album – skal han nok klare sig.
9. Moses Sumney ‘Worth It’
L.A.-baserede Moses Sumney er for det meste en traditionel singer/songwriter. Han er gode venner med klassisk klaver, akustisk guitar og stemningsmættet vokal. Derfor er det også yndet, når der engang i mellem tages en chance, som Sumney gør på ’Worth It’. Her lader han alt hvile på sin multiharmoniserede autotune-røst med kun glimtvis af knips og trommer. Det virker.
10. Frank Ocean ‘Rushes’
Til slut endnu en Frank Ocean-sang at runde af med. Denne langvarige affære er fra kunstvideoalbummet ’Endless’, der udkom få stunder inden fuldblodsprojektet ’Blonde’. Selv om det ikke var det ’rigtige’ projekt, viste det sig at have stærke udspil, og i front for disse finder man ’Rushes’. En længselsfuld popskæring, der med melankolsk guitarklimpren skilte sig ud på et album, der størstedelen af tiden havde et let skitsepræg.
‘Endless’ kan ses hos Apple Music.
Følg Soundvenues Top Tracks-playliste via Apple Music HER og via Spotify HER.
Læs anmeldelse: Frank Ocean ‘Blonde’
Læs anmeldelse: Frank Ocean ‘Endless’