En verden af overraskelser
En af Københavns mest særegne festivaler er Festival of Endless Grattitude, der i weekenden løber af stablen for niende gang, og som sætter en ære i at overraske og udvide publikums horisont. Navnene i årets program, der spænder fra elektronisk og rock til lydkunst og oplæsning, vil således være ukendte for de fleste – og det er netop pointen!
Festival of Endless Gratitude
15.-18. september
KPH Volume
Læs mere om festivalen på Facebook
Svenske crazy-rockere invaderer Kødbyen
Kødglade københavnere har for længst taget Warpigs i Kødbyen til sig. Men torsdag sker der ting og sager, når svenske Bob Hund invaderer den populære BBQ-restaurant.
Anledningen er den gakkede rockgruppes kommende album med den skæve titel, ’Dödeliga klassiker’, som bliver fejret med kød, øl, donuts, Bob Hund-tatoveringer og en helt særligt, til lejligheden fremstiller indian pale ale: Dansa efter min lakritspIPA, opkaldt efter et af gruppens bedst kendte numre. Desuden spinner gruppens medlemmer og deres venner deres yndlingsnumre undervejs.
Bob Hund takeover at Warpigs
Torsdag den 15. september
Warpigs
Læs mere om arrangementet på Facebook
Torsdagsfest på Tape
Torsdag aften holder Tape i Aarhus for en stund pause med koncerterne for at invitere til fest. Bar og entré er billig, og så loves der masser af forskellige musik fra pladespillerne, som styres af Central, pH 1, Lacome, Manmade Deejay og Benga Beats.
Festaften på Tape
Torsdag den 15. september
Tape
Læs mere om festen på Facebook
Britiske klubnørder rammer Chateau Motel
På fredag introducerer Chateau Motel en ny klubaften. Camouflage vil sætte en dyd i at hente internationale artister og dj’s til den nye klub i Knabrostræde, og til jomfrurejsen er der besøg fra de britiske darlings i Hot Chip, der gennem tiden har leveret et hav af festlige koncerter i Danmark.
På fredag drejer det sig om et dj-set, så forvent et kig ind i gruppens private smag. Klubbens main room kommer desuden til at blive sat i sving af Kasper Bjørke og Waqar, mens Borneland og Lou Van tager sig af cocktail-loungen.
Camouflage x Chateau Motel: Hot Chip dj-set
Fredag den 16. september
Chateau Motel
Læs mere om festen på Facebook
Radioværter underholder på Natbar
Lørdag kaster radioværterne bag den populære podcast ’Album’, forfatter og musiker Kristian Leth og musikjournalist Ralf Christensen, deres kærlighed på Prince-albummet ’Purple Rain’ til et særarrangement på Bremen Teater. Bagefter hopper de bag pulten til Natbar, hvor Gísli Galdur også blander sig i pladeparaden.
Natbar
Lørdag den 17. september
Bremen Teater
Læs mere om festen på Facebook
Raptalent rykker Rust rundt
Der er fint besøg lørdag aften, når Rust byder amerikanske Bishop Nehru indenfor. Selv om han pt. arbejder på sit debutalbum, har han allerede samarbejdet med tunge hiphopnavne som Madlib, DJ Premier og MF Doom og elektroniske acts som Disclosure og Little Dragon. Før og efter koncerten underholder Luke Rocc og Jason Rivera.
Flavour: Bishop Nehru
Lørdag den 17. september
Rust
Læs mere om festen på Facebook
Dancehall-amok i Pumpehuset
Lørdag spreder de eksotiske vibes sig igen i Pumpehuset, når den tredje udgave af klubaftenen Dancehall Madness løber af stablen. Her kan man opleve en række af landets skarpeste dancehall-selectors og et bredt udvalg af danse-crews, der med garanti vil få selv de stiveste tørvetrillere til at ryste det, deres mødre gav dem.
Dancehall Madness #3
Lørdag den 17. september
Pumpehuset
Læs mere om festen på Facebook