Savner du ‘Stranger Things’? Her er syv fede soundtracks i samme musikalske univers

‘Stranger Things’ var sommerens helt store hit, og Netflix-satsningens retro-soundtrack har opnået lige så stor kultstatus som serien selv.

Arkitekterne bag lydsiden er Kyle Dixon og Michael Stein fra bandet S U R V I V E (de udgiver nyt album 30. september), der har stukket den inspirationssugende snabel ned i samme flodåre som seriens 80’er-hyldende æstetik: Computerspil, horror-soundtracks og 80’er-film er de dominerende kræfter i den synthwave, der let kitschet (men ret så overbevisende) agerer musikalsk sidestykke til de overnaturlige begivenheder i Hawkins, Indiana.

Soundtracket er udkommet som en dobbeltudgivelse med hele 75 numre, og vinyludgaven er netop blevet annonceret til at lande den 28. oktober – selv om kasettebånd selvfølgelig ville være den ultimative platform.

Som sagt er Dixon og Steins arbejde dog ligeså meget en homage som serien selv, og hvis du forlængst har lyttet dig træt af soundtracket er her en række lydsider , som kan holde abstinenserne lidt i skak, mens vi venter på, at sæson to lander i 2017.

Her er både nyt og gammelt, inspirationskilder og ligesindede, men vil du udelukkende have rendyrket synthwave, så kan du for eksempel tjekke denne monstrøse Soundcloud-playliste ud.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Diverse kunstnere ‘The Guest’

»Filmen mister pusten, efterhånden som den går full retard på action frem for psykologisk gys«, skrev vores anmelder i 2014 om ‘The Guest’, men noget, der fungerede for ‘The Guest’, var filmens 80’er-stinkende soundtrack, der blandt andet består af numre fra S U R V I V E – som ‘Stranger Things’-lydmagerne Kyle Dixon og Michael Stein som bekendt huserer i.

Musikken er lige så neonbelyst som filmens artwork, men i en dyster åre, der understreger det psykologiske ubehag. Her er også bidrag fra Italians Do It Better-bagmanden Mike Simoneti.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. John Carpenter ‘Escape From New York’

Det er ingen hemmelighed, at John Carpenter har været en kæmpe inspiration for både Kyle Dixon og Michael Stein såvel som The Duffer Brothers, der har instrueret ‘Stranger Things’.

Som noget ret unikt er Carpenter foregangsmand både indenfor horrorfilm og soundtracks, og der er således et utal af scores at vælge imellem, hvis man vil undersøge den basale inspiration bag ‘Stranger Things’.

Her har jeg valgt det ikoniske ‘Escape From New York’-soundtrack, men lydsider til film som ‘The Thing’, ”The Fog’, ‘Halloween’ og ‘Assault on Precinct 13’ er også lige til at gå til. Såvel som Carpenters solomateriale.

Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Disasterpiece ‘It Follows’

Richard Vreeland aka Disasterpiece havde indtil ‘It Follows’ kun lavet musik til computerspil, men hans soundtrack til sidste års gyserhit viste sig som et af de allerbedste lydsider i 2015.

Inspirationen er endnu mere John Carpenter end ‘Stranger Things’. ‘It Follows’ er jo en gyserfilm i genrens naturligste forstand, og der hersker derfor mere mulm, mørke og støj end i lydsiden fra Dixon og Stein, men udgangspunktet i syntharbejdet kan delvist spores tilbage til samme skatkammer af 80’er-herlighed.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Vangelis ‘Blade Runner’

Han vandt godt nok en Oscar for det patosfyldte (og ret så klassiske) score til OL-filmen ‘Chariots of Fire’, men Vangelis’ helt store svendestykke er det legendariske soundtrack til ‘Blade Runner’, hvis ambiente syntharbejde har inspireret den elektroniske musik som helhed.

Den græske synth-guru er her i sit es: Futuristisk og storladen – et sted, hvor maskinerne får følelser som elegant sidestykke til Ridley Scotts historie om Rick Deckard (Harrison Ford), der jagter replikanter på jagt efter et liv i frihed.

Her er både intime øjeblikke (‘Blade Runner Blues’) og hektiske sekvenser (‘End Titles’), og specielt den mystiske eskapisme i de flagrende synthesizere kan tydeligt høres i ‘Stranger Things’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Cliff Martinez/Diverse kunstnere ‘Drive’

Der skete det samme med ‘Drive’ som med ‘Stranger Things’ – musikken blev en lige så stor del af hypen som det visuelle værk. I Nicolas Winding Refns 2011-film stod Cliff Martinez for musikken (både udvalget af enkeltsange og et tilhørende score af originalmusik), og den neonglitrende synthpop fra ‘Kavinskys ‘Nightcall’ og Colleges ‘A Real Hero’ blev internationale landeplager.

Her var også musik fra Chromatics og Desire – som begge er under Italians Do It Better – og ligesom med Mike Simonetti på ‘The Guest’ er pladeselskabets slowburner-disco altså en musikalsk fætter til den synthwave, der hersker på ‘Stranger Things’.

Det kan i det hele taget anbefales af udforske Martinez, hvis man er glad for soundtracks: Hans eget bidrag til ‘Drive’ er også malende, og så har han også lavet musik til Refns ‘If Only God Forgives’ (mere ondt) og ‘Neon Demon’ (mere pulserende), mens en personlig favorit er hans smukke lydside til ‘Solaris’.

Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Tangerine Dream ‘Sorcerer’

Soundtrack-legenderne i Tangerine Dream har været en udtalt og åbenlys inspiration for Dixon og Stein, og tyskernes søgende, ambiente og elektroniske lydlandskaber kan sagtens høres i ‘Stranger Things’.

Tyskerne har komponeret over 60 soundtracks, men lydsiden til 1977-filmen ‘Sorcerer’ gav dem et bredere gennembrud indenfor genren. Tjek også soundtracket til filmen ‘Firestarter’, hvis handling om en lille pige, der udvikler pyrokinetiske kræfter og herefter jages af regeringen også kan sættes i direkte sammenhæng med ‘Netflix’-serien.

Kærligheden mellem ‘Stranger Things’ og Tangerine Dream er desuden gengældt, og så sent som i går har gruppen delt to covers af numre fra Dixon og Steins soundtrack.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Daft Punk ‘Tron’

Det var ret godt gået af Disney og instruktør Joseph Kosinski at få Daft Punk til at komme ud af deres hi for at lave et soundtrack. Men nu var emnet trods alt ‘Tron: Legacy’ – 2010-efterfølgeren til den originale kultfilm fra 1982, som den franske duo var været fascineret af karrieren igennem.

Lyden her er tungere og mere orkestreret end i ‘Stranger Things’ – vi har trods alt med en storladen Hollywood-produktion at gøre – men glæden ved og hyldesten af fortiden er den samme. Ligesom Dixon og Stein er Daft Punk her bare to mænd, der gør deres bedste for at skabe noget, der både fortsætter og videreudvikler ideerne fra deres idoler.

Læs også: ‘Stranger Things’: Det ved vi om den kommende sæson 2

Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af