’The Guest’
Et tungt, tungt åndedrag. Et par fødder i militærstøvler løber på en vej i tusmørket midt i det klassiske, midwestern-Americana-landskab, som vi kender til hudløshed. Kameraet følger løberen bagfra. Billedet lever lidt, ryster håndholdt, mælker lige tilpas, som vi kender det fra alle de andre indieflicks, og man er allerede træt ved tanken om, hvor forudsigeligt ligegyldigt de næste 90 minutter kommer til at være.
Men bedst som man skal til at gabe, banker en eerie drone og titlen ’The Guest’ ind på sort baggrund med mærkelig blå typografi, der mest af alt ligner wordart – og pludselig læner man sig frem i sædet og tænker, at ’The Guest’ måske alligevel ikke er helt som alle andre. Og det er den bestemt heller ikke – på godt og ondt.
Oplægget er ellers en klokkeklar house invasion-thriller. En mystisk fremmed dukker op på dørtrinnet hos familien Peterson, der bor i en lille flække i Midtvesten. Han præsenterer sig som ’David’ og påstår at have tjent i militæret med deres afdøde søn, Caleb, og han netop er udskrevet fra militærhospitalet. Familien inviterer ham til at blive i huset, og han flytter ind på den afdøde søns værelse. Herefter ændrer han hvert eneste familiemedlems liv til det bedre ved hjælp af nådesløs vold mod ydre fjender. Men i takt med at ligene hober sig op i den lille flække, begynder familien at fatte mistanke om, at David ikke er den, han udgiver sig for at være.
Dadadadada!
Det spændende ved ’The Guest’ er den mystiske fremmede, David, som hele tiden svinger mellem sympatisk og psykopatisk. Man ved som publikum aldrig helt, hvor man har ham, og det skaber en undren og spænding. Desværre er karaktertegningen på bifigurerne så flad og funktionel, at den får Grease til at ligne Dostojevskij. Davids skift mellem goody two shoes og twisted maniac er omtrent så elegant som voice-overen i ’1864’. Skiftet sker altid samme øjeblik, nogen vender ryggen til – og på sigende vis tracker kameraet ind i Davids nærbillede, mens hans blik formørkes.
Filmen er en underlig, kærlig tribute til 80’er-action, hvor psykologien udpensles af perverteret uelegante kamerabevægelser og sound cues. Hvilket er ærgerligt, for filmen er faktisk bedst, når den tillader sig at tage sin posttraumatisk stressramte fremmede alvorligt, og når skuespillet er underspillet, nærmest socialrealistisk. En slags Bourne in The Heartland.
Production-designeren og fotografen har vist heller ikke været helt i sync. Det er i hvert fald en torn i denne anmelders monokromatisk anlagte øje, at lyset i samtlige indendørsscener rammer alle nuancer af neon, samtidig med at halvdelen af kostumerne er som taget ud af en indieflick og den anden halvdel fra en mangategneserie. Det hele giver følelsen af en film, der ikke ved, hvad den vil være. Det er som at stå på en natklub klokken fire om natten og rigtig gerne ville have hende cultpigen med hjem, men også rigtig gerne ikke vil. 80’er-fascinationen har dog en vidunderlig bieffekt, for soundtracket er elektronisk insisterende og som taget ud af en Carpenter-film i slipstrømmen på ’Drive’ og ’The Knick’.
I takt med at det psykologiske spil og gys bliver erstattet af fullblown-action, mister filmen pusten, ffuldstændig som den ellers fantastiske ’You’re Next’, en anden home invasion-film af samme instruktør. Den store finale skejer ud i et set piece, som ligner noget fra et rædselskabinet i en dårlig James Bond-knock off. Det er synd, at filmen går full retard til sidst, da den faktisk formåede at bruge b-film-elementerne originalt og legende i størstedelen af filmen.
’The Guest’ er fyldt med fantastiske scener, men de skurrer mod hinanden og føles som et mashup af for mange forskellige film.
Kort sagt:
Det starter som en klokkeklar home invasion-thriller, da en mystisk fremmed dukker op på dørtrinnet hos familien Peterson i en lille flække i Midtvesten. Den fremmede, David, fascinerer – skiftevis psykopatisk og sympatisk – men bifigurerne er flade, og filmen mister pusten, efterhånden som den går full retard på action frem for psykologisk gys.
Læs også: Det skal du se i biografen i maj