Comeback: 90’er-legenderne A Tribe Called Quest udgiver nyt album om to uger

Tre gutter fra Queens rev 90’erne rundt med deres innovative, kreative og skarpe hiphop: Frontmand Q-Tip, rapper Phife Dawg og producer Ali Shaheed Muhammad. Alias: A Tribe Called Quest.

Den legendariske trio samledes for et års tid siden hos Jimmy Fallon for at fejre 25 års-jubilæet for deres debutalbum, ‘People’s Instictive Travels and the Paths of Rythm’, med en energisk version af klassikeren ‘Can I Kick It?’. Foruden at være trioens første tv-optræden i 15 år, blev det også startskuddet til et regulært comeback.

»Energien for os den aften var noget, vi ikke havde oplevet sammen på scenen i noget tid«, lyder det fra Q-Tip via en håndskreven hilsen på Facebook. »Da vi forlod 30 Rock (adressen showet optages på, red.) følte jeg trangen – det gjorde vi alle – til at komme tilbage i studiet og start that cook up«.

Desværre mistede trioen deres skarpe MC Phife Dawg tilbage i marts grundet alvorlige helbredskomplikationer i forbindelse med diabetes. Men som Q-Tip forklarer: »Han efterlod os med grundplanen for, hvad vi skulle gøre«.

De to nulevende medlemmer har i stedet allieret sig med Busta Rhymes og Consequense. Førstnævnte har tidligere samarbejdet med trioen tilbage i deres storhedstid på numre som ‘Oh My God’ og The Fugees’ ‘Rumble in the Jungle’.

Albummet bliver gruppens første siden ‘The Love Movement’ fra 1998, og det lander allerede den 11. november.

Læs også: ASAP Mobs længe ventede album ude på mandag – se trackliste og det Yams-hyldende cover

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af