PJ Harvey fejrede fødselsdag med fortryllende koncert
Søndag aften indtog PJ Harvey Falconer Salen til den første af to liveoptrædener, og her var vi vidner til, hvordan koncertformatet i kyndige hænder kan forvaltes og ophøjes til en blændende udtryks- og kunstform.
Hovedpersonen selv betjente en saxofon, men gav plads til sit ensemble, hvis musiceren eleverede sangskatten til storslåede højder: Saxofonisten Terry Edwards indtog rampelyset i ‘Dollar, Dollar’ med en insisterende solo, og hendes mangeårige sidekick John Parish lod den akustiske guitar dirigere rytmen i ‘Let England Shake’. Ligesom hele holdet stemte i med dybt rungende mandskor gennem den knap to timer lange seance.
Det var en kollektiv indsats, hvilket blev understreget fra starten, da Harvey og hendes ni kampfæller marcherede i geled ind på scenen til den taktfaste ‘Chain of Keys’ og ligeledes samledes om mikrofonerne i ‘River Anacostia’. Symbolikken i den alvorligt anlagte koreografi var til at føle på: De kom og gik som en hærenhed på vej til et slag.
Koncerten var da også centreret om Harveys to seneste album, som netop besynger krig og verdens vederstyggeligheder: »Yes, it’s changed how I see humankind / I saw people kill each other just to get there first«, som Harvey sang i ‘A Line in the Sand’, mens en militærtrompet blæste til angreb på ‘The Glorious Land’.
Men den politisk-ladede indignation er kun én side af Harvey. Som andre store artister lader hun flere stemmer strømme gennem sit kunstneriske oeuvre. Vi blev således både trakteret med den triste pige, der sørger over bedstemoderen i ‘To Talk To You’, og den lyrisk-velfunderede kvinde i ‘The River’. To klædeligt afdæmpede stunder i en koncert primært domineret af percussiv bombast.
At aftenens hovedperson denne aften fejrede sin 47-års fødselsdag dristede enkelte publikummer at gøre opmærksomhed på, men de få ‘Happy birthday, Polly’-tilråb blev forbigået i tavshed, for fokus var på musikken, og dialog mellem sangene blev holdt til et absolut minimum.
Det herskede således en andægtig stemning i salen, men folk brød dog ud i hørbar jubel, da ‘Down by the Water’ og ‘To Bring You My Love’ blev leveret særdeles overbevisende, hvor Harveys kraftfulde vokal foldede hele registeret ud.
Det var dramatiske og alvorlige sager, vi var vidne til søndag aften, men også intime og forløsende momenter med en kunstner, hvis karismatiske scenenærvær er åbenlyst for enhver. Med blændende musikalitet og et sangkatalog, der har placeret hende ved højbordet i det alternative rockhof, triumferede PJ Harvey og hendes band med en fortryllende optræden. I krig og kærlighed skal man som bekendt være påpasselig med at spå, men slagets udfald må formodes at være afgjort på forhånd til de heldige, som har indløst billet til mandagens koncert.
Læs også: Vi rangerer: PJ Harveys album fra værst til bedst