Han varmer op for The Weeknd: Det skal du vide om Lil Uzi Vert

Selv om nogle vil føle sig snydt over, at r’n’b-crooneren Bryson Tiller agerer opvarmning på hele The Weeknds verdensturné lige på nær de tre første koncerter i Skandinavien, er Lil Uzi Vert ikke verdens dårligste erstatning.

Lil Uzi Vert er på plakaten som support, når The Weeknd den 20. februar giver koncert i Royal Arena. Men siger navnet dig egentlig noget? Hvis ikke kan vi trøste dig med, at han på europæiske kanter stadig er et forholdsvis ubeskrevet blad. Men den lavstammede 22-årige rapper har det seneste års tid kravlet opfarende op ad hiphop-rangstigen med tre kommercielle mixtapes, der har lynblitzet ham fra undergrundens fuldstændige ukendelighed til at være på stadig fleres læber. Her er en lille introduktion til rapperen.

Åh nej, endnu en Lil-metervare?

Vi ved, hvad du måske tænker, men klap lige hesten engang. Symere Woods, som den Philadelphia-hjemmehørende artist går under civilt, har muligvis et efterhånden generisk kunstnernavn, men der er i det mindste mening bag det.

Ifølge ham selv refererer Uzi-delen til hans skarpladte maskingeværleveringer (som han mestendels improviserer sig frem til), mens Vert-parten, en forkortelse af vertical, symboliserer hans firspring op til hiphop-toppen.

Japansk populærkultur og rocktendenser

Indrømmet: Lil Uzi Vert er én ud af et utal af Lil-fanatikere, men han skiller sig faktisk ret aparte ud fra mængden med sin hang til både (pop)punk, japansk populærkultur og melodisk trap. På dosmersedlen af inspiration står blandt andre Kanye West, Marilyn Manson og den makabre punkrocker GG Allin, hvilket måske kan forklare Uzis hang til nogle gange at semi-skråle sig gennem versene.

Hør bare glansnummeret ’Top’ fra gennembruds-mixtapet ’Luv Is Rage’, hvor Uzi med en vis Blink-182-agtig jammer i mælet svæver ovenpå et æterisk beat. Coveret til mixtapet er tilfældigvis badet i samme lilla nuancer som hans nuværende blommeviolette hårfarve, men tidligere har hans flossede dreads båret rundt på alt fra tisgult til mintgrønt skær (korrekt, lidt ligesom Lil Yachtys skrigrøde Twizzlers-fletninger).

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Mainstream-perforering og lange penge

Mens ’Luv Is Rage’ overraskede tilbage i 2015, var det imidlertid hittet ’Money Longer’ fra hans første 2016-mixtape ’Lil Uzi Vert vs. The World’ – som i både cover og titel henter uomtvistelig inspiration fra den grafiske novelle ’Scott Pilgrim vs. The World’ – der katapulterede ham ind i det begyndende mainstream-stadie i USA, han nu ser ud til at nyde godt af. Et stadie, der trods alt har landet ham supporttjansen for en af verdens største musikstjerner lige nu.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I videoen til ‘Money Longer’ ser man for alvor hans rockede inklinationer i udseendet – septumring, afbleget hår, hele molevitten – mens udspillet er en kontrapunktisk poppet trap-banger, der forståeligt nok fik en del radiotid for sit letfordøjelige hook og medrivende beat.

Også den mere tyggegummiagtige fascination af Japan kommer til udtryk i hans musik, som på eksemplet ’You’re Lost’ fra hans seneste 2016-mixtape ’The Perfect Luv Tape’. Tracket snor sig gennem et kandiseret Super Mario-lignende beat, og andre steder i diskografien, som på tracket ‘Canadian Goose’ fra samme mixtape, rapper Uzi om at fange den guddommelige Pokémon Mewtwo. Referencerne er mange og giver en klædeligt barnagtig kant til rapperens image.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Inkarnationen af den nye bølge inden for hiphop

Som om Uzis rockede (tjek lige cadeauen til Metallica-fonten ovenfor) og japanske tendenser ikke er nok i sig selv, har han også stjålet rubrikker for sin løse tilgang til hiphop-genren.

I et besøg hos værterne Ebro Darden og Peter Rosenberg på newyorker-radiostationen Hot 97 nægtede Uzi lodret at freestyle over et DJ Premier-beat til især Ebros store skuffelse, og straks fulgte en ophedet debat om genrens igangværende muterede status. Episoden kan du se lige HER, hvor balladen begynder ved 2:30-tidspunktet.

Premier-afvisningen kan man mene om, hvad man vil. Nogle vil kalde Ebro for en forstokket radiovært, andre vil kalde Uzi respektløs over for nogle af genrens forfædre og pionerer.

Uanset hvad er Uzi dog på mange måder personificeringen af det aktuelle skel, hiphop som kategori står over for i dag. Og det kan meget vel være svaret på, hvorfor han er blevet udpeget som opvarmende act til The Weeknd, når han drager på musikalsk jordomrejse til februar næste år.

Læs også: Blodbad, bankrøverier og biljagt: Se den voldsomme video til The Weeknds ‘False Alarm’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af