Rae Sremmurds ‘Black Beatles’ går nummer et i USA takket være #MannequinChallenge

Da Rae Sremmurd i august slap deres seneste album, ’SremmLife 2’, var det med ’Black Beatles’ som et af værkets tydelige glansnumre, der med en fuldstændig bekymringsløs og smittende energi gjorde sig fortjent til et spot på vores Top Tracks-liste den pågældende uge.

Alligevel må sangens nyligt landede førsteplads på den amerikanske singlehitliste – Billboards Hot 100 – siges at være en overraskelse her tre måneder efter. For dens friske popularitet ser ud til at have fået gevaldig medvind fra internettets nuværende besættelse, Mannequin Challenge, som den agerer tema for.

Således bliver vi endnu engang mindet om, hvor stor en magt virale fænomener på world wide web kan have. Hvorvidt Mannequin Challenge stadig er aktuel, når Rae Sremmurd giver koncert i Danmark til februar, må tiden dog vise.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af