Det er ingen hemmelighed, at hverken Killer Mike eller El-P er særligt begejstrede for deres nye præsident Trump – for at sige det exceptionelt mildt. Særligt Killer Mike gjorde en indsats og leverede brandtaler for den demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders, da han stillede op.
Som optakt til Run the Jewels’ kommende tredje album, ‘RTJ3’, og som plaster på såret ovenpå det overståede præsidentvalg, har den amerikanske hiphop-duo delt deres nye nummer ‘2100’ med Boots som gæst. Et nummer, der egentlig slet ikke skulle have været ude endnu, men som lander i dag til »everyone who is hurting or scared right now«, da den ifølge makkerparret handler om »frygt og om kærlighed og om at ønske mere for os alle sammen«.
Med linjer som »How long before the hate that we hold lead us to another Holocaust« og »It’s too clear nu-clear is too near« er det heller ikke svært at høre frustrationen i rappernes stemmer.
Run the Jewels er for nyligt blevet offentliggjort til at spille på næste års NorthSide.
Læs også: »Hitler is real«: Se musikernes Twitter-reaktioner fra valganatten