Austra ‘Future Politics’: Elektronisk fremtidsfærd med skarp page
Canadiske Austra promoverer sig selv som et elekronisk projekt. Oven på debutalbummet ’Feel It Break’ (2011) og flere nyklassiske dansegulvshits, afløst af efterfølgeren ’Olympia’ tre år senere, lader det dog stadig umiddelbart mest til at være indiepoppen, der trækker slæbet. Nu er gruppen klar med det, der kan betegnes som deres stilistiske hattrick.
Ophavskvinden Katie Stelmanis’ synthpop-ballader svulmer igen så markant, at man næsten kan følge deres vej op gennem hovedtelefonledningerne, og intet tyder på, at der er gjort et decideret producermæssigt forsøg på at tage deres dybde til nye dimensioner. Selv om hendes formåen som frontfigur endnu en gang imponerer, er klangenergien båret frem af ganske dødssyge fraser allerede fra indledningsnummeret ’We Were Alive’.
Et brat nuanceskift fra drømmende, vokalbåren sjæle-lethed til alvorlig post-disco på titelnummeret er ikke gennemført på nogen videre elegant eller fængende måde, og da den lydlige uenighed fortsætter gennem de følgende kompositioner, får det desværre selve sammensætningen af sange til at fremstå som en asymmetrisk, affarvet pagefrisure.
Den rastløse vekslen mellem voldsom, katedralagtig rumklang og en lige så påtrængende, naivistisk puls, giver fremtrædende billeder på nethinden af et halvvejs affolket spillested badet i blinkende laserlys og røgmaskinetåger. Men hvis man formår at abstrahere fra disse mindre succesfulde associationer, lykkes det faktisk også canadierne at etablere et mere intimt rum.
Det nærværende nuanceopsving træder især frem, når Stelmanis tør lade stemmebåndet udgøre et nynnende instrument på lige fod med synth og trommemaskine frem for at skulle formidle en klichéfyldt kærlighedshistorie. Det gør sig gældende på numre som ’I Love You More Than You Love Yourself’ og ’Gaia’, hvis viseagtige opbygning over et nysgerrighedsvækkende beat – og den større rytmiske spændevidde i hendes episke stemmekapacitet – overrasker positivt.
Akustikken bliver simpelthen mere og mere som at være iført en stram, skinnende badedragt, efterhånden som man føres igennem værket. Den højstemte vokal er alt for dominerende og overkompenserer nærmest uden grund, når man tænker over, hvor lidt den har at byde på i forhold til de sporadisk innovative trommerytmer, der for eksempel melder sig på ’Beyond A Mortal’. Det føles næsten operaagtigt teenage-tåkrummende, når lyrikken ikke tilbyder et større refleksionsrum end »I don’t feel nothing anymore«. Det forårsager til gengæld, at ordet skaber, hvad det nævner – lytterens egen tomhedsfølelse er en realitet.
Kort sagt:
Den vage titel udgør ikke som sådan en partykiller i sig selv – men mistanken om et fabulerende hjerte-smerte-album frem for progressiv protestpop bliver desværre gjort til virkelighed hurtigere, end man kan nå at tælle til de 11 sange.