Foruden et par gæsteoptrædener her og der (hvilket blandt andet lagde op til en episk smadderfest med Chance the Rapper hos Ellen) er det ikke alverden, vi har hørt fra Lil Wayne i det forgangne år. Men den ellers så produktive rapper har tilsyneladende også haft 2016-tallerkenen fuld med både helbredsproblemer og retssager – førstnævnte forbundet med epilepsi, sidstnævnte med den uendelige, benhårde beef med pladeselskabet Cash Money Records.
Men det lader til, der er masser af godt nyt på vej fra Lil Wayne. For et par timer siden smed han nemlig et feststemt billede op på Facebook (hvis man da lige ser bort fra Gudda Gudda, der smækker en albue i ansigtet på en stakkels kvinde) med ordene: »CV. Funeral. D6. Young Money«. Ordene hentyder til tre projekter, som Wayne tidligere har annonceret: ‘Tha Carter V’, ‘Funeral’ og ‘Dedication 6’ – samt pladeselskabet Young Money. Måske de allesammen er på vej – samtidig?
Læs også: Chance the Rapper og Childish Gambino puster til rygter om fællesalbum