Track-by-track: Saveus gennemgår debut-ep’en ‘Will Somebody Save Us’

Track-by-track: Saveus gennemgår debut-ep’en ‘Will Somebody Save Us’
Foto: Daniel Hjort

Det startede til P3 Guld i slutningen af 2015, og siden da har Martin Hedegaards Saveus-projekt udsendt en række singler, spillet et hav af udsolgte koncerter og optrådt på Roskilde Festival.

Nu er tiden kommet til Saveus’ debut-ep, og den seks numre lange ‘Will Somebody Save Us’ er udkommet i dag. Den indeholder blandt andet singlerne ‘Levitate Me’ og ‘Everchanging’, men selvfølgelig også en række nye numre samt et remix fra den britiske producer Rationale.

I anledning af udgivelsen fik vi Hedegaard til at lave en track-by-track-gennemgang, hvor han forklarer musikken og den dybere mening bag hvert nummer på ‘Will Somebody Save Us’. Ep’en kan opleves live til Saveus’ mini-danmarksturné i april.

’Will Somebody Save Us’

»Dette nummer ser jeg som et overordnet Saveus-soundtrack, og det definerer hele det tekstunivers, jeg arbejder med. Sangen er det mest organiske track, jeg nogensinde har lavet, og det er bygget ved hjælp af nogle helt klassiske elementer, både i komposition og instrumentering. Nummeret handler om livets balancering af det gode og det onde: Hvordan det gode ikke kan eksistere uden det onde, og det uundgåelige livsvilkår, at vi på et tidspunkt skal berøre mørket, det triste og det håbløse«.

’Good Times’

»Sangen som starter handlingstråden for ep’en. I ’Good Times’ har jeg forsøgt at holde det ekstremt intenst i versene og hele vejen frem til slutningen af nummeret. Herefter dropper der et sæt ekstremt komprimerede trommer ind, der er samplet fra gamle 80’er-livetrommer. Det er en af hovedingredienserne i Saveus – at lave elektronisk musik med organiske elementer. Sangen handler om at blive ved med at holde fast i et lyspunkt, indtil mørket er forbi. At man venter til regnen er forbi, og lysstrålerne griber fat i en«.

’How Did I’

»Nummeret er et tomrum, hvor man intet føler, og hvor man kun har et iskoldt, kynisk syn på mennesket og den verden, man befinder sig i. Det er et tungt, monotont og elektronisk groove, der holder sig i den samme rundgang, men hvor det er dynamikken, der gør arbejdet. Sangen introducerer et kor-chant til allersidst, som er et element, jeg har brugt i flere sange – blandt andet ’Levitate Me’s omkvædskor«.

’Levitate Me’

»’Levitate Me’ arbejder videre fra ’How Did I’, men hvor vi nu er trådt ud af tomrummet. Der er håb forude. Sangen handler om lysten til at blive løftet op mod noget større og bedre, og den desperation, som ligger i at ville forstå det uforståelige. Jeg har blandet alle mulige elementer fra forskellige genrer: Alt fra singer-songwriter til urban-hiphop til støjrock – og sidst, men ikke mindst, gospel. Det er endt ud i lyden af arena-soul, som er blevet lyden, jeg sigter efter med Saveus. Det er sangen, som åbnede dørene for mig musikalsk«.

’Everchanging’

»Her fortsætter jeg ’gospel-groove’-viben fra ’Levitate Me’, men hvor jeg har skruet lidt op for tempoet. Teksten tager udgangspunkt i det buddhistiske udtryk for uvidenhed, ’avidya’. Alt er evigt forandrende, og hvordan vi tackler dette, viser os, hvem vi virkelig er. Teksten betyder meget for mig – den reflekterer over et emne, jeg selv har kæmpet enormt meget med«.

’Levitate Me (Rationale Remix)’

»Rationale er den vildeste kunstner, og jeg er enormt stolt over at have hans remix med på ep’en. Man skal tjekke Rationale ud – han stormer fremad i UK og har lige ligget nummer et på Hypemachine. Han producerer og skriver alt selv, og hans stemme er vildt karakteristisk. Lyt til ’Fast Lane’. Fantastisk nummer, der siger noget om livet. Så fedt«.

Læs også: 27 danske album, vi glæder os helt vildt til i 2017

Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af