I går røg et nyt, langt og ærligt interview i æteren via Drakes radioprogram, OVO Sound på Beats 1. Interviewet består af en snak mellem DJ Semtex og Drake, hvor sidstnævnte åbner op omkring alt lige fra sit seneste album til Grammy-racisme og den famøse beef med Meek Mill.
Interviewet er optaget mandagen efter Grammy-showet, hvor Drake ikke deltog, men vandt to priser for ‘Hotline Bling’ i kategorierne Best Rap/Sung Performance og Best Rap Song – hvilket, som Drake påpeger, i bund og grund er en kende malplaceret sangen taget i betragtning.
Læs et par udvalgte citater fra interviewet herunder og læs hele interviewet via DJ Semtex’ hjemmeside HER.
Om beefen med Meek Mill:
»Min hjerne kørte med tusind kilometer i minuttet, jeg vidste ikke, hvem der ville være på diss-tracket, eller hvad han havde klar. Jeg troede, det havde været tre måneder undervejs. Da jeg droppede ‘Charged Up’, bare for ligesom at se, hvad forberedelsesniveauet var, gik det op for mig – oh wow, du er ikke klar«.
»Jeg respekterer hævn, når den er berettiget. Det er ikke noget, jeg er stolt af, for det tog lige så hårdt på mig følelsesmæssigt – måske ikke så meget, som det gjorde på ham – men man nødt til at høre om det hele tiden. Og se folk blive så fulde af negativitet, det føles ikke fedt. Det var bare pinligt at bevidne, du ved? Hvis han havde afsløret en stor ting, ville man have hørt mange flere mennesker, mine tilhængere tilslutte sig«.
Om Grammy Awards:
»Selv om ‘Hotline Bling’ ikke er et rapnummer, er den eneste kategori, de kan passe mig ind i, en rapkategori. Måske fordi jeg har rappet tidligere, eller fordi jeg er sort, jeg kan ikke finde ud af hvorfor. Jeg vandt to awards i går aftes – men jeg vil ikke engang have dem, fordi det føles bare forkert af en eller anden årsag«.
Læs også: Hverdagshelten Drake tilbyder politiet hjælp med at redde mand fra selvmord