Haven slår først dørene op til august, men den nye festival tyvstarter ved at åbne en ‘opvarmningsbar’, som i løbet af de næste fem måneder vil give smagsprøver på den stemning, som Claus Meyer, Mikkeller og Dessner-brødrene fra The National vil skabe på Refshaleøen.
Studio står for maden, Mikkeller for øllen, og så vil Aaron Dessner løbende booke intimkoncerter med kunstnere, som man senere på året vil kunne opleve ‘rigtigt’ på festivalen. Hertil vil Dessner via sit netværk prøve at arrangere impulsive shows med musikere, der er i byen. Derfor vil koncerterne også ofte først blive annonceret på dagen.
Haven Bar er det officielle navn, og stedet åbner den 17. marts i den klassiske færge- og vandflysterminal på Havnegade 44. Her er der gratis øl til de første, solokoncert fra Aaron Dessner samt et dj-set fra Liss på programmet.
Haven Bar kommer til at have åbent alle dage fra 13.00-00.00 – køkkenet dog kun torsdag til lørdag fra 18.00-22.30.
Følg løbende med på Facebook HER og læs mere om åbningsarrangementet HER.
Haven foregår den 11.-12. august og har navne som Feist, Chance the Rapper, Conor Oberst, Iggy Pop, Kwamie Liv, When Saints Go Machine og Beach House på programmet.
Læs også: Chance the Rapper til den nye festival Haven – Feist og Iggy Pop også med i ny bandpakke