»Vi vil ikke lave hyggelig jazz-hiphop. Det skal tale til nogle følelser«, sagde Benal, da vi sidste år interviewede dem i forbindelse med debutalbummet ‘Nu’.
Og det gør den danske hiphop-duo sgu også – taler til følelserne gennem teksterne. Det er det ene ben i den taburet, som ellers består af Benjamin Havs stakåndede og intense levering og Alberts elektroniske, ret unikke hiphopproduktioner.
Alle tre ben spiller sammen i stor stil på Benals nye single ‘Babelfisk’, der ganske enkelt handler om forholdet mellem to mennesker. Men det er ikke fryd og gammen, og det er som om, at Benjamin vrider følelserne ud af den våde, klamme klud, som et (tidligere) kæresteforhold nogle gange kan være.
»Drømmen om at være to ender med én / jeg kan huske da du sagde, jeg snart glemmer det hele«, rapper han.
‘Babelfisk’ er duoens første single siden ‘Nu’ – man kan forvente et nyt album i løbet af 2017, men der er ingen konkret information endnu.
‘Babelfisk’ med Benals egne ord:
»’Babelfisk’ er en elektronisk western-slasker, der vækker mormor Inger fra terminalfasesøvnen og kærligt, men bestemt tvinger hendes absurde korpus tilbage på dansegulvet. Det eftertænksomme gulv, hvor det handler om rejsen ind i sjælen, ind i de allerbagerste dimensioner, hvor euforien bor.
Den handler om kærlighed i en relation. Om det er et kæresteforhold eller venskab mellem mand og dyr er ikke skarpt defineret, men følelsen af: ‘To minus en = 0’ er ikke til at negligere. Sangen handler om, hvorfor mormor Ingers krop valgte at fortsætte, nu hvor alle andre havde forliget sig med alternativet.
Hvorfor græder man, når man er glad? Det prøver sangen at svare på ved nænsomt at kæle for din øvre lænd, mens dine organer smelter sammen til ét stort organ.
Et stort hjerte med hud«.
Læs interview: Benal: »Vi vil ikke lave hyggelig jazz-hiphop. Det skal tale til nogle følelser«