Top Tracks: Her er ugens 10 bedste nye sange

Ugen har budt på masser af ny musik – stort og småt, dansk og udenlandsk. Vi giver dig et overblik over de bedste nye numre her.
Top Tracks: Her er ugens 10 bedste nye sange
Dej Loaf.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Haim ’Want You Back’

Det har ikke været helt let at være Haim-fan, eftersom de tre søstre stædigt har holdt sig radiotavse siden debutalbummet ’Days Are Gone’ (2013). Dette ændrede de dog heldigvis på med sidste uges ’Right Now’ og nu igen med ’Want You Back’, der er en regulær sommerbrise af en sitrende popballade. Haim kan opleves på Tinderbox til sommer.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. LCD Soundsystem ’Call the Police’

Efter lang tids studieretræte virker James Murphy og resten af slænget klar til at udsende deres fjerde album, som stort set skulle være færdigt. I den anledning har de delt to singler fra det snarlige værk, hvoraf ’Call the Police’ står stærkest: Et syv minutter langt epos, der udstråler umiskendelige David Bowie-vibes.


Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Fouli ’Quatro’

For omtrent en måned siden overraskede Fouli med den usædvanligt formstærke single ’Mon Poto’, og nu er den danske rapper tilbage med endnu en fængende skæring. ’Quatro’ slænger sig ikke i lige så varmblodet et beat som sin forgænger, da den bryster sig af en mere svalende synthkonstruktion – det gør dog bestemt ikke sangen mindre potent.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Nick Hakim ’Roller Skates’

Vi har ikke skrevet om ham før, men bedre sent end aldrig, for r’n’b-crooneren Nick Hakim ser ud til at være kommet for at blive. Den unge amerikaners nyeste single ’Roller Skates’ er vidunderligt tåget og psykedelisk i al sin drømmende soul. Og så er musikvideoen mindst lige så bemærkelsesværdig. Nummeret stammer fra hans debutalbum, ’Green Twins’, der lander allerede 19. maj.


Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Moon Afflick ’4 ud af 4 (Special)’

Bars, bars og atter bars – sådan lyder opskriften på den danske rapper Moon Afflicks modus operandi. For blot en måned siden udråbte vi ham til en af de 10 nye danske rappere, man skal holde øje med, og nu står rimsmeden fra Nivå klar med endnu en såkaldt ’special’, der på allerbedste vis minder en smule om Drakes vellidte ’AM/PM’-føljeton.


Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Sleep Party People ’Fainting Spell’

Brian Batz alias Sleep Party People er så småt ved at være klar med albummet ’Lingering’. I den forbindelse har han delt andensinglen ’Fainting Spell’, der er en skrøbeligt sfærisk drømmepopsag, som på flosset manér agerer kærkommen forsmag på værket, der udkommer den 2. juni.


Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. M.I.L.K. ’When You Feel Good’

Efter en lille håndfuld catchy numre er Emil Wilk, manden bag M.I.L.K.-pseudonymet, atter tilbage med den nye ’When You Feel Good’, som behørigt bygger videre på hans luminøse og moderne soultendenser. ’When You Feel Good’ agerer aperitif for M.I.L.K.’s debut-ep, ‘A Memory of a Memory of a Postcard’, der udkommer den 12. maj.


Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Sigrid ’Fake Friends’

Norske Sigrid udgav i fredags debut-ep’en ’Don’t Kill My Vibe’, som også er titlen på gennembrudshittet, der fik os til at spærre øjnene op for hende. ’Fake Friends’ fra selvsamme ep er dog lige så fyrende et popbrag som førstnævnte, og så er der bare ikke én finger at sætte på den himmelstræbende vokal. Fang hende på Roskilde til sommer.


Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Grizzly Bear ’Three Rings’

Sidst Grizzly Bear udgav musik var tilbage i 2012 med albummet ’Shields’, men nyt materiale ser ud til at kunne anes i horisonten. Efter en række teasere har Brooklyn-gruppen for nyligt sluppet det rugende nummer ’Three Rings’, der er første musikbud på rockbandets næste og endnu unavngivne langspiller. Nogen dato har vi heller ikke endnu, men ventetiden forsødes gevaldigt med ’Three Rings’.


Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Dej Loaf ’Birdcall 1.5’

Dej Loaf – Detroits lige dele brovtende og smægtende hiphop-prinsesse – har et par stærke mixtapes på samvittigheden, men har endnu til gode at udgive et fuldblodsalbum. ’Birdcall 1.5’ er nyeste skud på singlestammen og betyder forhåbentlig, at hendes kommende debutplade, ’Liberated’, lander snart.

Følg Soundvenues Top Tracks-playliste via Spotify HER.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af