Nils Bech på Roskilde Festival: En forglemmelig genfortælling af sæson 3 af ‘Skam’

‘Skam’-ikonet Nils Bech holdt performancekunst-opvisning med sine simple, elektroniske LGBT-identitetssange for et publikum, hvori man hurtigt spottede ’Isak+Even’-hoodien.

Nils Bech har udgivet fire album, der alle kredser om kærlighedslivet og identitetsproblematikker som homoseksuel, hvilket gjorde ham skræddersyet til ‘Skam’s måske absolutte musikalske højdepunkt.

Gemt væk ude til venstre side på scenen afspillede en medbragt producer en monoton baggrund, der lød som en discountversion af Portisheads ’Third’-album, og tilførte i ny og næ et par synthlinjer mere eller mindre tight.

Bech kunne oven på det søvndyssende lydtæppe udfolde sin klassisk-trænede falset med den tykke norske accent – en stemme han kontrollerede imponerende. Sangene flød sammen, og kun ’Curious Love’ stod en smule ud med sin produktion. Til manges skuffelse var ’O Helga Natt’ også fraværende.

Showet bød på en oppustelig kvinde og et æstetisk sløset soveværelse, hvori der blev sunget til en pude og et maleri. God kunst skaber gerne refleksion og stiller spørgsmål. Denne performance var tættere på en tvangsfodring af Nils Bechs datingliv, der blev eksplicit beskrevet fra A-Å imellem sangene.

Koncertens største bifald tilfaldt retfærdigvis den norske balletdanser Silas Henriksen, der med sin imponerende kropslige tilstedeværelse i få øjeblikke fik mig til at glemme, at Nils Bech leverede en forglemmelig musikalsk og kunstnerisk oplevelse.

Nils Bech forsøgte at fortælle den samme historie som sæson 3 af ‘Skam’ – der var desværre bare oceaner af subtilitet og kunstnerisk værdi til forskel på de to.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival

Nils Bech. Koncert. Roskilde Festival, Pavilion.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af